FBI-direktør melder om afværget angreb i USA
I kortfattet opdatering siger FBI-direktør, at et "terrorangreb" er blevet afværget. Flere er anholdt.
FBI har anholdt flere personer i forbindelse med et afværget "terrorangreb".Det skriver direktøren for det amerikanske forbundspoliti, Kash Patel, på det sociale medie X fredag.
- Denne morgen har FBI afværget et potentielt terrorangreb og anholdt flere personer i Michigan, der angiveligt planlagde et voldeligt angreb i løbet af halloween-weekenden, skriver Patel.
- Flere detaljer følger.
Det fremgår hverken, hvor mange personer der er anholdt, hvor i delstaten Michigan de er anholdt, eller hvad de er sigtet for.
Patel kommer heller ikke med yderligere detaljer om den påståede plan.
- Tak til FBI's mænd og kvinder samt betjente overalt, som står vagt døgnet rundt og giver den fuld gas med missionen om at forsvare hjemlandet, skriver Patel.
Der bor omkring ti millioner mennesker i Michigan, som ligger ved De Store Søer i Midtvesten i USA.
Politiet i Dearborn, som er en forstad til Detroit, meddeler ifølge CNN, at det er blevet gjort opmærksom på, at FBI denne morgen gennemførte "operationer" i byen.
- Vi ønsker at forsikre vores borgere om, at der på nuværende tidspunkt ikke er nogen trussel mod lokalsamfundet, lyder det fra politiet.
Hverken FBI eller politiet har sagt noget om, hvorvidt operationerne i Dearborn har forbindelse til de anholdelser, som ifølge Patel har fundet sted.
/ritzau/
