En halv million illegale indvandrere får lov at blive i Spanien
Den konservative opposition i Spanien mener, at regeringens plan vil føre til mere ulovlig indvandring.
Spaniens socialistiske regering har tirsdag godkendt et dekret, der skal sikre, at omkring 500.000 illegale indvandrere kan blive i landet.Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Der er tale om "papirløse migranter", som opholder sig i Spanien uden opholds- eller arbejdstilladelse.
Regeringens plan er rettet mod udlændinge, som har planer om at opholde sig i landet i mindst fem måneder, og som ansøgte om international beskyttelse i Spanien inden udgangen af 2025.
Målet er, at indvandrerne skal i arbejde.
Minister for migration Elma Saiz siger, at de indvandrere, der får lov til at blive i Spanien, vil kunne arbejde "inden for alle brancher, i alle dele af landet".
- Vi styrker en migrationsmodel, som bygger på menneskerettigheder, integration og sameksistens, og som er forenelig med økonomisk vækst og sammenhængskraft, siger Elma Saiz på et pressemøde.
Ifølge premierminister Pedro Sanchez har Spanien brug for indvandrere for at dække landets behov for arbejdskraft.
Den konservative opposition i Spanien har kritiseret regeringens plan og advaret om, at den med dekretet opfordrer til mere ulovlig indvandring.
Alberto Nunez Feijoo, der er formand for Folkepartiet - den største gruppe på højrefløjen - skriver på det sociale medie X, at planen vil overrumple Spaniens offentlige sektor og offentlige tjenester.
- I det socialistiske Spanien bliver ulovligheder belønnet, skriver han.
Regeringen har ikke flertal i parlamentet, men kan alligevel vedtage dekretet, da dette ikke kræver parlamentets godkendelse.
Indvandrerne, som får lov at blive i Spanien, skal ansøge om det. De må ikke tidligere være dømt for kriminalitet, og de kan efter planen ansøge om opholds- og arbejdstilladelse fra april til juni.
Ansøgningen vil også gælde immigranternes børn, hvis de allerede opholder sig i Spanien.
Illegale indvandrere ankommer jævnligt til Spanien med både - typisk via Atlanterhavet eller Gibraltarstrædet.
Ifølge tænketanken Funcas var der 840.000 illegale indvandrere i Spanien i januar 2025, skriver AFP.
/ritzau/
