Rusland melder to skibe beskadiget i angreb mod sydvestlig region
Ifølge Rusland har droneangreb fra Ukraine beskadiget skibe. Besætningsmedlemmer meldes evakueret i sikkerhed.
To skibe og to skibsbroer er blevet beskadiget i et ukrainsk droneangreb mod Volna i den russiske region Krasnodar.Det meddeler myndigheder i regionen, der ligger i det sydvestlige Rusland, natten til mandag, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Alle besætningsmedlemmer på skibene er blevet evakueret i sikkerhed, lyder det på beskedtjenesten Telegram fra myndigheder i Krasnodar.
Angrebet medførte desuden, at der udbrød en brand, lyder det. Det står ikke umiddelbart klart, om branden er blevet slukket.
Ukraine har ikke kommenteret meldingerne om droneangrebet.
Det oplyses ikke umiddelbart, præcis hvilke skibe der er tale om. Omfanget af skader står heller ikke klart.
Også i sidste uge meldte myndigheder i Krasnodar om et angreb fra Ukraine.
Her lød det, at to personer blev såret under et droneangreb, der også beskadigede flere huse i regionen.
Strømmen gik også flere steder som følge af angrebet, lød det.
Krigen mellem Rusland og Ukraine har varet i knap fire år, og europæiske ledere kæmper fortsat for at afslutte den.
Amerikanske, europæiske og ukrainske embedsmænd mødtes i weekenden i den amerikanske delstat Florida, hvor de har afholdt drøftelser om situationen.
USA's udsending Steve Witkoff kaldte søndag møderne for for produktive, ligesom han sagde, at drøftelser afholdt med Rusland har været det samme.
USA's præsident, Donald Trump, har presset på for, at Ukraine og Rusland skal indgå en aftale så hurtigt som muligt. Rusland ønsker dog at beholde de ukrainske områder, det har besat, mens Ukraine har nægtet at afstå territorium.
Forud for møderne i Miami pegede amerikanske efterretninger ifølge nyhedsbureauet Reuters på, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, ikke har opgivet ambitionerne om at overtage ukrainsk territorium. Det udtalte seks unavngivne kilder med kendskab til sagen.
/ritzau/
