EU-Parlamentet godkender aftale om stor reduktion af drivhusgasser

10. FEB 2026 • 14:10UDLAND

En ny aftale er et afgørende skridt mod EU's langsigtede mål om at blive klimaneutral, lyder det.

EU-Parlamentet har tirsdag givet endeligt grønt lys til et ambitiøst mål om at reducere EU's udledning af drivhusgasser inden 2040.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Aftalen skal reducere udledning af drivhusgasser med 90 procent inden 2040 sammenlignet med niveauet i 1990.

Ifølge AFP er det en vigtig milepæl i retning af EU's mål om at blive CO2-neutral inden 2050.

Afstemningen i Bruxelles endte med 413 stemmer for og 226 stemmer imod.

Aftalen rummer en fleksibilitet, så der kan købes CO2-kreditter uden for EU's 27 medlemslande for at hjælpe med at nå målet.

Der kræves nu endelig godkendelse fra EU's medlemsstater, før aftalen er helt på plads, lyder det.

Handel med CO2-kreditter er en kontroversiel størrelse, hvor lande og virksomheder kan købe sig til reduktioner andre steder.

Det er indført som kompromis i aftalen for at imødekomme bekymringer fra flere lande, herunder Italien.

Aktivistgrupper har beskyldt EU for blot at sende regningen til udlandet.

Den danske EU-parlamentariker Rasmus Nordqvist (SF) er efter aftalen tilfreds med, at der medfølger stramme kvalitetskrav og klare værn mod, at EU-landene "bare kan købe sig fri for ansvar". Det skriver han i en mail til Ritzau.

- Det er afgørende, at klimakreditter ikke bliver en smutvej uden reelle reduktioner, lyder det.

Rasmus Nordqvist tilføjer, at det ikke er det mål, som han og de grønne partier i parlamentet kæmpede for, men at det er "det mindst dårlige resultat i den politiske virkelighed, vi står i".

Den europæiske klimalov, der blev vedtaget i 2021, udgør det juridiske grundlag for EU's langsigtede klimapolitik i overensstemmelse med Parisaftalen.

Den fastsætter et bindende, økonomidækkende mål om klimaneutralitet i 2050 og et 2030-mål om at reducere nettoudledningerne med mindst 55 procent.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT