Zelenskyj melder om to dræbte og 34 sårede i russiske angreb
Både fra Kyiv og fra Moskva er der tidligt torsdag meldinger om angreb trods nye forsøg på fredsforhandlinger.
Russiske angreb på Ukraine har siden onsdag aften dræbt to personer og såret yderligere 34 personer. Blandt de sårede er fem børn.Det skriver Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, på det sociale medie X torsdag formiddag.
21 missiler er blevet sendt mod Kyiv og har ramt beboelsesejendomme, energifaciliteter, butikscentre, virksomheder og infrastruktur.
I alt har 12 ukrainske regioner været under angreb.
Angrebene har fundet sted, efter at USA's særlige udsending, Steve Witkoff, de seneste dage har haft samtaler med både Zelenskyj og Ruslands præsident, Vladimir Putin, i forsøget på at komme nærmere en afslutning på krigen.
- Nærmest straks efter endnu en forhandlingsrunde iværksatte Rusland et målrettet angreb. Dette viser, at der ikke er sket nogen reel ændring i dets tilgang til alt, der sker, siger Zelenskyj med henvisning til Rusland.
Også fra Rusland er der meldinger om angreb.
I regionen Belgorod melder myndighederne om en person dræbt i et ukrainsk angreb. Og borgmesteren i Moskva, Sergej Semjonovitj Sobjanin, skriver på Telegram, at to personer er blevet såret nær den russiske hovedstad.
Det er angiveligt sket, efter at der er blevet sendt 630 droner afsted mod byen.
Ifølge borgmesteren blev de fleste af dronerne skudt ned på lang afstand.
I den russiske by Lipetsk, der ligger omkring 400 kilometer syd for Moskva og huser et stort stålværk, blev en mand såret, da droner angreb flere bygninger, skriver guvernør Igor Artamonov på Telegram.
Zelenskyj opfordrede i et interview med Fox News onsdag til at fastfryse frontlinjen i det østlige Ukraine som et skridt på vejen mod forhandlinger om en våbenhvile.
- Lige nu er vi nødt til at fastfryse, og jeg tror, det er den reelle måde at slutte krigen på. Vi kalder det våbenhvile. Frys og stop, sagde Zelenskyj i interviewet.
Den ukrainske præsident understregede også, at alle fredsforhandlinger skal inkludere Ukraine.
RITZAU
