Trump: Musks satellitsystem virker igen i Ukraine
Trump siger, at rigmanden Elon Musk har genoprettet et satellitsystem, der har været ramt af begrænsninger.
Satellitnetværket Starshield virker igen i Ukraine, efter at systemet har været ramt af begrænsninger.Det siger USA's præsident, Donald Trump, torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Præsidenten tilføjer, at rigmanden Elon Musk har været involveret i at få satellitnetværket til at køre igen uden begrænsninger. Musk er topchef og bestyrelsesformand i SpaceX, som driver Starshield.
Trump vil dog ikke svare på, om han har taget fat på Musk for at få genetableret netværket.
- Jeg vil ikke kommentere på, om jeg har ringet til nogen, eller de har ringet til mig. Det gør ingen forskel.
- Bundlinjen er, at han har genoprettet det, siger Donald Trump.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har ikke umiddelbart kommenteret Trumps melding om, at Starshield skulle virke igen uden begrænsninger.
Ukraine bruger satellitsystemet til kommunikation og droneoperationer på slagmarken. I midten af sidste uge blev systemet pludselig ramt af hastighedsbegrænsninger.
Elon Musk sagde, at begrænsningerne måtte komme fra USA's militær og i sidste ende præsidenten.
Donald Trump afviste efterfølgende, at han skulle have afgivet en ordre om at pålægge systemet begrænsninger.
Samme melding kom tidligere på ugen fra USA's forsvarsminister, Pete Hegseth. I stedet nævnte Hegseth, at forklaringen skal findes i nogle brugervilkår, som Ukraine skal overholde.
- Vi har ikke givet nogen instrukser eller gjort noget i den retning. Og vi ønsker naturligvis ukrainerne succes, sagde Hegseth mandag.
Den demokratiske senator Richard Blumenthal oplyste torsdag, at han vil have igangsat en undersøgelse, der skal fastslå, om ændringen kom fra SpaceX, på ordre fra Det Hvide Hus eller fra forsvarsministeriet.
- Hændelsen rejser presserende spørgsmål om, hvem der har den tekniske og juridiske myndighed til at ændre disse kapaciteter, skriver Blumenthal ifølge Reuters.
Demokraten sidder i et undersøgelsesudvalg i Kongressen.
RITZAU
