EU-ledere enes om massiv oprustning af Europa inden for fem år
EU-Kommissionen skal sætte fart på forslagene om oprustning i Europa, fastslår EU-landenes ledere på topmøde.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har presset på for at få tempo på oprustningen i Europa.Torsdag blev hun enig med de øvrige stats- og regeringsledere i Europa om at bede EU-Kommissionen om at fremskynde arbejdet "på alle områder for afgørende at øge Europas forsvarsberedskab inden for de næste fem år".
Det fremgår af konklusionerne fra topmødet.
Her opfordrer EU-landenes ledere EU-Kommissionen til at arbejdere videre med de forslag på forsvarsområdet, som Kommissionen har fremlagt i de seneste dage.
Fra dansk side er man især glad for, at konklusionerne indeholder målsætningen om, at oprustningen skal ske inden for fem år.
Det mener Mette Frederiksen er nødvendigt for at Europa kan imødegå truslen fra Rusland.
- Jeg synes, at det mest væsentlige fokus i dag skal være, at Europa skal kunne forsvare sig selv fuldstændig inden for tre til fem år. Det vil jeg i dag presse på for, lød det fra den danske statsminister, da hun ankom til topmødet.
/ritzau/