Spanien og Polen undersøger indrejseforbud til Itamar Ben-Gvir, mens Italien opfordrer til EU-sanktioner.
Regeringerne i en stribe europæiske lande har reageret i skarpe vendinger på en video, som den israelske sikkerhedsminister, Itamar Ben-Gvir, har offentliggjort, og som viser israelske myndigheders behandling af en gruppe Gaza-aktivister.Italien har anmodet EU om at indføre sanktioner mod Ben-Gvir, mens den polske udenrigsminister har anmodet om, at Ben-Gvir forbydes at rejse ind i Polen. Samme tiltag forsøger Spaniens regering at få igennem.
Det skriver Reuters.
På X skriver Italiens udenrigsminister, Antonio Tajani, at EU's udenrigsministre på deres næste møde skal diskutere den israelske ministers "uacceptable handlinger" mod aktivister fra en Gaza-flotille.
På videoen, som har affødt kritik, ser man Gaza-aktivister, der bliver slæbt afsted og tvunget til at knæle med panden mod jorden, mens Ben-Gvir svinger et israelsk flag, og den israelske nationalmelodi lyder i baggrunden.
Aktivisterne har været en del af en konvoj af skibe, der under navnet Global Sumud Flotilla sejlede fra Tyrkiet mod Gaza i sidste uge i et forsøg på at bryde Israels blokade mod Gazastriben.
Bådene medbragte nødhjælp til Gazas befolkning, men blev stoppet af Israel, og de ombordværende blev anholdt.
En talsperson for Polens udenrigsminister siger ifølge Reuters, at Polens regering vil forbyde Ben-Gvir indrejse i landet.
Tidligere på dagen skrev den polske udenrigsminister, Radoslaw Sidorski, på X, at landet fordømmer de israelske myndigheders behandling af aktivisterne.
- Polen fordømmer på det kraftigste de israelske myndighedspersoners opførsel over for aktivister fra Global Sumud Flotilla, som er blevet tilbageholdt af den israelske hær, heriblandt polske statsborgere, skrev Sidorski.
Spaniens premierminister, Pedro Sanchez, kalder det, man ser i videoen fra Ben-Gvir, for uacceptabelt. Spanien "vil ikke tolerere nogen, der mishandler vores statsborgere", lyder det fra ham.
Aktivister fra en lang række lande har deltaget i flotillen - herunder italienere, polakker, spaniere og en dansker. Ifølge arrangørerne bag har 428 aktivister været anholdt.
De er torsdag blevet løsladt, skriver Global Sumud Flotilla på Instagram.
/ritzau/