El Chapos søn indgår aftale og erklærer sig skyldig i narkosag
Joaquin Guzman Lopez kan med aftale med anklagemyndigheden i USA undgå et livslangt ophold bag tremmer.
Joaquin Guzman Lopez, der er søn af den tidligere narkobaron Joaquin "El Chapo" Guzman, har mandag erklæret sig skyldig i en sag om narkosmugling ved en domstol i den amerikanske storby Chicago.Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP mandag aften dansk tid.
Tilståelsen er en del af en aftale om strafnedsættelse, der sker, i bytte for at Guzman Lopez samarbejder med anklagemyndigheden i sagen. Det skriver AFP, der har set aftalen.
Guzman Lopez blev sammen med Ismael "El Mayo" Zambada, der er medstifter af det mexicanske kartel Sinaloa, anholdt i juli 2024 efter at være ankommet til den amerikanske delstat New Mexico med et privatfly.
Unavngivne embedsmænd har tidligere fortalt Reuters, at Guzman Lopez lokkede Zambada til USA mod narkobaronens vilje.
Efter ankomsten til USA overgav Guzman Lopez sig ifølge en amerikansk ambassadør frivilligt til myndighederne. Han nægtede sig i første omgang skyldig i narkoanklagerne.
I henhold til den aftale, som Guzman Lopez har indgået med anklagemyndigheden, kan han slippe for en livsvarig fængselsstraf.
- Tiltalte forstår, at beslutningen om at afvige fra de gældende retningslinjer for strafudmåling, den obligatoriske minimumsstraf på livsvarigt fængsel, alene ligger hos retten, står der ifølge AFP i retsdokumenter.
Guzman Lopez vil få udmålt sin straf på et senere tidspunkt.
Han vil formentlig også skulle betale en bøde på 80 millioner dollar, hvilket skal modsvare det beløb, som han har tjent på sine narkoforretninger. Det svarer til omkring en halv milliard danske kroner.
Guzman Lopez er blandt andet anklaget for at stå bag indsmugling af fentanyl og andre typer af narkotika i USA.
Joaquin "El Chapo" Guzman, der også var en af medstifterne af Sinoloa-kartellet, afsoner en livstidsdom i USA for at stå bag et globalt narkoimperium og for hvidvask af penge.
Narkobaronen har i alt fire sønner. USA har anklaget alle fire for at stå bag ulovlig produktion af fentanyl.
Ovidio Guzman, der er en af brødrene, blev i september 2023 udleveret til USA, hvor han ligesom sin bror ifølge Reuters har indgået en aftale med anklagemyndigheden.
/ritzau/
