Eksplosioner rammer Kyiv efter advarsel om stort russisk angreb
Indbyggere i flere ukrainske byer fortæller om eksplosioner. Nabolandet Polen har sendt fly på vingerne.
Der har tidligt søndag morgen været eksplosioner flere steder i den ukrainske hovedstad, Kyiv.Det fortæller vidner i byen til nyhedsbureauet Reuters.
Meldingen kommer, kort efter at det ukrainske luftvåben advarede om risikoen for et storstilet russisk missilangreb.
Det er uvist, præcis hvor mange missiler der har ramt Kyiv. Men fra lederen af Ukraines Nationale Sikkerheds- og Forsvarsråd lyder det på kommunikationstjenesten Telegram, at der har været mange missiler i luften.
Natten til søndag er Kyiv desuden blevet ramt af droneangreb, skriver Reuters.
Som følge af angrebet var der ild i en lejlighedsbygning. Mindst en person kom til skade, har ukrainske embedsfolk oplyst på Telegram.
Der er søndag morgen ingen meldinger om dræbte.
Som et forebyggende tiltag er strømmen blevet afbrudt i Kyiv og flere andre ukrainske regioner.
Også i Zaporizjzja i det sydøstlige Ukraine og i havnebyen Odessa fortæller vidner om eksplosioner til Reuters.
Heller ikke her står omfanget af angrebet klart.
I nabolandet Polen kaldes angrebet massivt af landets militær.
Som reaktion er der blevet sendt polske fly i luften.
- På grund af det massive angreb fra Rusland med krydsermissiler, ballistiske missiler og droner på mål i blandt andet det vestlige Ukraine er polske og allierede fly begyndt at operere i vores luftrum, skriver militæret på det sociale medie X.
Samtidig er radarsystemer sat på højeste beredskab i Polen, lyder det videre.
Ukraine er den seneste tid blevet ramt af flere ødelæggende og dødelige russiske luftangreb. Samtidig ser Rusland ifølge det amerikanske Institute for the Study of War ud til at have initiativet på slagmarken.
Krigen i Ukraine har mandag stået på i 1000 dage. Den blev indledt den 24. februar 2022, da russiske styrker invaderede nabolandet Ukraine.
/ritzau/