Putin åbner for at forlænge atomvåbenaftale - hvis også USA vil

22. SEP 2025 • 14:47UDLAND

Med kun fire måneder til udløb siger Vladimir Putin, at han gerne vil forlænge aftale om våbenkontrol.

Rusland vil overholde en aftale om kontrol med atomvåben med USA et år efter det nuværende udløb i februar 2026.

Det siger Ruslands præsident, Vladimir Putin, ifølge nyhedsbureauet Reuters - med altså fire måneder til udløb.

Betingelsen er dog, at USA også er klar til at gøre det, lyder det.

Putins udmelding omhandler aftalen New Start, som er den sidste tilbageværende aftale om våbenkontrol mellem de to lande.

Den omhandler blandt andet, at de to landes respektive arsenaler af deployerede strategiske sprænghoveder begrænses til 1550. Det skriver det danske udenrigsministerium.

- Rusland er klar til at fortsætte med at overholde de centrale talmæssige begrænsninger i New Start-aftalen i et år efter den 5. februar 2026, siger den russiske præsident under et møde i det russiske sikkerhedsråd.

Ifølge Udenrigsministeriet har det også betydning i Europa, at de to lande har aftaler om våbenkontrol.

- Selv om den (New Start-aftalen, red.) ikke som sådan er en del af den europæiske sikkerhedsarkitektur, vil en manglende fornyelse også have negativ indflydelse på europæisk sikkerhed, skriver ministeriet.

New Start blev indgået i 2010 under de daværende præsidenter, Barack Obama og Dmitrij Medvedev, og trådte i kraft i 2011.

Det står for The New Strategic Arms Reduction Treaty.

I februar 2023 sagde Putin, at han suspenderede den russiske deltagelse i traktaten, da han ikke ville tillade amerikanske inspektioner af russiske atomfaciliteter, når USA har et mål om russisk nederlag i Ukraine. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Men Rusland har ikke trukket sig fra de overordnede grænser for antallet af våben, som New Start sætter.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT