I to dage har en amerikansk læge, der er smittet med ebola, været indlagt i Berlin. Han er ikke kritisk syg.
En amerikansk statsborger, der er smittet med den dødbringende sygdom ebola, er ikke "kritisk syg", og hans familie er testet negativ.Det oplyser det hospital i Berlin, hvor manden har modtaget behandling, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Han er fortsat under "tæt observation" og modtager behandling, da sygdomsforløbet "kan ændre sig", oplyser hospitalet.
Amerikaneren, der er læge, er blevet smittet med ebola i det afrikanske land Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo). Manden arbejdede som læge i landet under et ebolaudbrud.
Efter ankomsten til Berlin blev lægen transporteret til universitetshospitalet Charité, der står for behandlingen.
Amerikaneren blev eskorteret fra lufthavnen til hospitalet af køretøjer fra politi og brandvæsen, skrev mediet Tagesschau. Han ankom til hospitalet omkring klokken 03 natten til onsdag.
USA bad ifølge mediet Tyskland om hjælp for at mindske rejsetiden og på grund af tysk erfaring med behandling af ebolapatienter.
Ebola blev første gang opdaget i 1976 i DR Congo og menes have spredt sig fra flagermus.
Det er 17. gang siden da, at ebola er i udbrud i det centralafrikanske land.
Det igangværende udbrud er allerede det tredjestørste nogensinde registreret.
Der er 177 mistænkte dødsfald ud af næsten 750 mistænkte smittetilfælde. Det oplyser Verdenssundhedsorganisationen (WHO) torsdag.
Ebola spredes gennem direkte kontakt med kropsvæsker og gennem åbne sår og kan forårsage alvorlige blødninger og organsvigt.
Bundibugyo-varianten, som står bag dette udbrud, er dog sjælden. Den har kun forårsaget to tidligere udbrud - i Uganda i 2007 og i DR Congo i 2012. Her døde omkring en tredjedel af de smittede.
/ritzau/