Domstol fængsler Istanbuls borgmester frem mod retssag

23. MAR 2025 • 10:17UDLAND

Ekrem Imamoglu fængsles trods protester og anklager om, at anholdelsen af ham er politisk motiveret.

En tyrkisk domstol har søndag fængslet Istanbuls borgmester, Ekrem Imamoglu, frem mod en kommende retssag.

Det skriver tyrkiske statsmedier og øvrige tv-stationer.

Fængslingen af Imamoglu sker, efter at det primære oppositionsparti i Tyrkiet og titusindvis af demonstranter har kritiseret anholdelsen af ham for at være politisk motiveret.

Ekrem Imamoglu anses for at være den primære modkandidat til Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.

Domstolen siger, at Imamoglu og mindst 20 andre er blevet fængslet som en del af en efterforskning af korruption.

Ifølge de to tyrkiske tv-stationer Halk TV og A Haber har domstolen besluttet ikke at fængsle Imamoglu på en særskilt anklage med relation til terror.

Ekrem Imamoglu blev anholdt onsdag som en del af en større korruptionsefterforskning. Han er anklaget for svindel og for at støtte en terrorgruppe.

Anholdelsen har udløst protester i flere tyrkiske byer, herunder i hovedstaden Ankara og i Istanbul.

Sent lørdag aften var store folkemængder mødt op uden for rådhuset i Istanbul, hvor de for fjerde aften i træk demonstrerede mod anholdelsen.

Ekrem Imamoglu har selv kaldt anklagerne mod ham for "uanstændige og grundløse".

Søndag er der desuden primærvalg for Imamoglus parti, CHP, som er det største oppositionsparti i Tyrkiet.

Her ventes Ekrem Imamoglu at blive udnævnt til partiets præsidentkandidat til det kommende valg.

Der er ikke planlagt valg i Tyrkiet før i 2028. Men hvis Erdogan, som har ledet landet i 22 år, skal stille op, skal der udskrives valg tidligere, skriver Reuters.

Den tyrkiske regering benægter, at sagerne mod Imamoglu er politisk motiverede og siger, at domstolene er uafhængige.

Regeringen har advaret mod at deltage i demonstrationer, og myndighederne har udstedt et forbud mod forsamlinger i Istanbul.

Forbuddet gjaldt i første omgang fire dage fra onsdag, men blev lørdag forlænget yderligere fire dage.

De fleste demonstrationer har været fredelige skriver Reuters, men der har været sammenstød mellem politi og demonstranter.

I Istanbul har politiet brugt tåregas og peberspray mod demonstranterne. Også i Ankara og i kystbyen Izmir har der været sammenstød. Her brugte politiet vandkanoner mod folkemængderne.

De tyrkiske myndigheder har anholdt 323 personer i forbindelse med demonstrationerne, har indenrigsminister Ali Yerlikaya oplyst.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT