Dommer afviser lønpakke på 398 milliarder til Elon Musk

2. DEC 2024 • 23:34UDLAND

Tesla-direktør Elon Musk har stadig ikke ret til lønpakke på 398 milliarder, lyder det mandag fra dommer.

En dommer i den amerikanske delstat Delaware fastslår, at Elon Musk, som er administrerende direktør for Tesla, ikke har ret til en lønpakke på 56 milliarder dollar, svarende til omkring 398 milliarder kroner.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters mandag aften dansk tid.

Lønpakken blev oprindeligt vedtaget af Teslas aktionærer tilbage i 2018 og har fået kritik for at være overdreven.

I januar kendte dommer Kathaleen McCormick i Delaware så, at lønpakken var for høj.

Det skete, efter at en utilfreds aktionær havde sagsøgt Tesla, Musk og flere af selskabets bestyrelsesmedlemmer.

Dommeren argumenterede i januar blandt andet for, at aktionærerne i Tesla i sin tid ikke vedtog lønpakken på et oplyst grundlag.

Siden har en ankesag mod denne kendelse stået på.

For at styrke ankesagen sendte Teslas bestyrelse på ny lønpakken til afstemning. På selskabets årlige generalforsamling i Austin i delstaten Texas i juni godkendte Teslas aktionærer en genindførsel af lønpakken til Musk.

Bestyrelsen i Tesla har udtalt, at Musk fortjener lønpakken, fordi han har levet op til mål om selskabets markedsværdi, omsætning og lønsomhed.

Det er denne genindførsel, der mandag har fået rødt lys fra dommeren i Delaware.

I mandagens kendelse lyder det desuden, at Tesla skal betale 345 millioner dollar, omkring 2,5 milliarder kroner, til advokaterne i ankesagen.

Det er dog et mindre beløb, end advokaterne selv havde argumenteret for.

Aktionærerne vedtog på generalforsamlingen i juni samtidig, at Teslas officielle adresse skulle flyttes til Texas fra Delaware.

Teslas hovedkvarter lå i forvejen i Austin i Texas. Men virksomheden har været registreret i Delaware, hvilket mange andre store selskaber også er på grund af skattemæssige fordele.

Tesla har fabrikker i Californien, Nevada, New York, Texas, Tyskland og Kina.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT