Britisk parlamentsmedlem suspenderes efter voldeligt optrin

27. OKT 2024 • 22:43UDLAND

Det britiske parlamentsmedlem Mike Amesbury er blevet suspenderet af regeringspartiet Labour efter slagsmål.

Det britiske parlamentsmedlem Mike Amesbury er blevet suspenderet af sit parti Labour.

Det sker, efter at en video er dukket op, som viser politikeren slå en mand i jorden fredag aften.

Det skriver Sky News.

Videoen, som Daily Mail tidligere søndag kunne afsløre, viser Mike Amesbury diskutere med en mand på gaden hvorefter parlamentsmedlemmet slår manden omkuld.

Derefter tildeler Mike Amesbury manden flere knytnæveslag.

- Eftersom efterforskningen af hændelsen pågår, har Labour besluttet at suspendere Mike Amesburys medlemskab af partiet, siger en talsperson fra regeringspartiet ifølge Sky News.

I videoen af det voldelige optrin høres Mike Amesbury desuden råbe af manden, der lå på jorden.

- Du kommer aldrig til at true et parlamentsmedlem igen, skulle Amesbury have råbt.

Ifølge mediet fik politiet anmeldelsen om episoden tæt på klokken tre lokal tid natten til lørdag.

I en officiel meddelelse søndag forklarede Mike Amesbury, at han følte sig truet på gaden efter en aften i byen med hans venner.

Politikeren fastslog desuden, at han selv har kontaktet politiet for at forklare hvad der, ifølge hans eget perspektiv, skete ved optrinnet.

Mike Amesbury har været parlamentsmedlem for partiet Labour siden 2017.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT