Brooklyns stjernepolitiker er favorit til at følge Pelosi på stor post

29. NOV 2022 • 21:51UDLAND

Den 52-årige Hakeem Jeffries er favorit til at blive ny leder for Demokraterne efter Nancy Pelosi.

En ny generation er ved at overtage hos Demokraterne i USA, hvor den 52-årige Hakeem Jeffries er favorit til at blive ny leder for partiet i Repræsentanternes Hus i stedet for den afgående Nancy Pelosi.

Jeffries, der er afroamerikaner, har som den første erklæret sig som kandidat til posten.

Han tilhører sit partis politiske centrum og har støtte fra Pelosi og en del andre ledende partimedlemmer. Han er favorit til at vinde kampen om posten onsdag.

Hvis Jeffries vinder ledervalget, bliver han den første sorte folkevalgte, som leder en partigruppe i Kongressen.

Den 82-årige Pelosi har meddelt, at hun forlader lederrollen efter to årtier.

Demokraternes nye leder får dog ingen let opgave. Den nye leder skal styre partiet mod et kompromisløst republikansk parti.

Hakeem Jeffries blev født som søn af socialarbejdere i New York-bydelen Brooklyn i 1970. Det er også i Brooklyn, at han har gjort sin politiske karriere.

Efter studier på flere eliteuniversiteter arbejdede han som erhvervsadvokat fra 1997 til 2006. Han gik ind i politik i 2000.

I seks år sat han i New Yorks delstatsforsamling. I 2012 stillede han op i New Yorks 8. kongresdistrikt, som omfatter store dele af Brooklyn. Medierne kaldte Jeffries "Brooklyns Barack Obama", hvilket var en sammenligning, som han selv tog afstand fra.

Siden han blev medlem af Kongressen har Jeffries været anset for at være en kommende stjernepolitiker. Han har været en stærk fortaler for en politireform i forbindelse med politidrab på sorte.

- Han er kendt som en karismatisk politiker med skarpe replikker, men Jeffries regnes også som en forsigtig leder med evne til at bygge brede koalitioner, skriver nyhedsbureauet AP.

Jeffries har dog mødt på modstand på sit partis venstrefløj, hvor han har langet ud efter grupper, som han mener er antidemokratiske.

Der er også skepsis over for, at han støttes af valgkamppenge fra erhvervslive, samtidig med at han beskyldes for at være for forsigtig i klimapolitikken.

Efter sin opvækst i det fattige Crown Heights bor han i dag sammen med sin hustru og to sønner i et nærliggende og mere middelklassepræget kvarter, Prospect Heights.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU