Redningshold kæmper for at nå frem til helikopter med Irans præsident

19. MAJ 2024 • 20:57UDLAND

Der er endnu ingen meldinger om iransk præsidents tilstand, efter at hans helikopter har været i en ulykke.

Redningshold kæmper søndag med at nå frem til det sted, hvor en helikopter med Irans præsident, Ebrahim Raisi, om bord er forulykket.

Præsidentens tilstand er ukendt, mens der er modstridende meldinger om, hvorvidt helikopteren er blevet fundet.

Således rapporterer iransk stats-tv, at den er blevet fundet. Men ngo'en Røde Halvmåne afviser, at helikopteren er blevet fundet. Røde Halvmåne deltager i eftersøgningsarbejdet.

Ulykken med helikopteren, som også havde udenrigsminister Hossein Amir-Abdollahian om bord, skete i et bjergrigt område med tyk tåge. De første meldinger kom søndag eftermiddag.

Et stort antal redningshold er sendt ud for at lede efter helikopteren, som var på vej tilbage fra et besøg ved grænsen til Aserbajdsjan som del af en konvoj med tre helikoptere.

Ifølge det officielle iranske nyhedsbureau Irna er 40 redningshold på vej. Der bruges både hunde og droner.

Flere iranske embedsmænd har udtalt sig om situationen.

En embedsmand, som udtaler sig anonymt til Reuters, har sagt, at både præsidentens og udenrigsministerens liv er i fare.

Vedkommende siger, at "vi stadig er håbefulde, men informationer fra ulykkesstedet er meget bekymrende".

En anden iransk embedsmand har til stats-tv sagt, at der flere gange har været kontakt med en en af passagerne og et af besætningsmedlemmerne på den iranske præsidents helikopter.

Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, har sagt, at iranerne ikke skal "bekymre sig", da "statens arbejde" ikke vil blive afbrudt som følge af ulykken.

- Vi håber, at den almægtige Gud vil bringe vores kære præsident og hans følgesvende med tilbage i nationens arme ved godt helbred, siger han ifølge AFP i en tale bragt på stats-tv.

I det todelte iranske system, som er et præstestyre med visse demokratiske træk, er det den øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, som er øverste politiske autoritet. Han har blandt andet sidste ord, hvad angår udenrigspolitik og landets atomprogram.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT