KØB ABONNEMENT

Bosniere stemmer i valg præget af splittelse

UDLAND • 4. OKT 2026 • 06:34

Søndag åbner valgsteder i Bosnien, hvor en lang række politikere skal udpeges til komplekst politisk system.

Indbyggerne i Bosnien-Hercegovina går søndag til valg efter flere års politisk uro, mens rivaliserende partier har ført valgkamp med udgangspunkt i de etniske skel, der har rødder i krigen i 1990’erne.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Vælgerne skal udpege et stort antal politikere til flere forskellige niveauer af regeringen. Det sker som del af et komplekst system, der har holdt sammen på det splittede land siden en fredsaftale i 1995.

Det vigtigste valg bliver til det tredelte præsidentskab, der repræsenterer de tre største etniske grupper, som var i krig mod hinanden: bosniske serbere, kroater og bosniere.

De førende kandidater har forskellige visioner for landets fremtid. Nogle ønsker et samlet land, mens der også er et ønske om større serbisk selvstyre. Kroaterne ønsker større politisk repræsentation, skriver AFP.

Et fokus på en retorik og splittelse fra krigsårene fra de store partier er frustrerende for nogle vælgere, siger aktivisten Adi Selman fra protestgruppen Karton Revolucija til AFP.

- Jeg tror ikke, at dette nyvalg i Bosnien vil ændre noget, siger den 34-årige i den nordbosniske by Tuzla forud for valget.

- Valget står mellem politiske partier, der allerede har eksisteret i 30 år, og som grundlæggende får stemmer ved at blive ved med at tale om krig, spændinger, splittelse og fortiden.

En fredsaftale ved navn Dayton-aftalen, som blev underskrevet i Dayton i amerikanske Ohio i 1995, udgjorde en afslutning på tre års borgerkrig.

Det befæstede dog også de splittelser, som ofte lammer beslutningstagningen i Bosnien.

Som følge af fredsaftalen består Bosnien-Hercegovina i dag af to administrative enheder med tre etniske grupper: Republika Srpska, som er den serbiske del, og føderationen af bosniere og kroater, som er den bosnisk-kroatiske del.

De er forbundet af en svag centralregering.

I den administrative hovedstad Banja Luka kan den tidligere præsident for Republika Srpska Milorad Dodik ses på valgplakater.

Selv om han ikke er på stemmesedlen – da han er blevet udelukket fra offentlige embeder – er Dodik fortsat den centrale magtfigur i Republika Srpska.

Gentagne trusler om løsrivelse fra Dodik har ført til flere sammenstød med de centrale myndigheder og udfordret håbet om politisk samarbejde.

- Bosnien-Hercegovina er dødt, det er et umuligt land, sagde Dodik ved sit parti SNSD's afsluttende valgmøde i Banja Luka sent fredag.

Trods Dodiks langvarige dominans i Republika Srpska peger forsker Adnan Cerimagic fra tænketanken European Stability Initiative (ESI) til AFP på, at det "ikke er umuligt", at oppositionskandidat Branko Blanusa kan slå Dodik-støttede Savo Minic i kampen om præsidentposten.

I føderationen af bosniere og kroater arbejder bosniske partier for en stærkere centralstat, mens det siddende medlem af præsidentskabet Denis Becirovic har lovet en fornyet vej mod EU og Nato.

Kroatiske nationalistiske partier arbejder for en valgreform og kræver større indflydelse på valget af det kroatiske medlem af præsidentskabet, skriver AFP.

Valgstederne åbner klokken 07.00 og lukker 12 timer senere.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT