KØB ABONNEMENT

Tennessee-fængselschef træder tilbage efter mislykket henrettelse

UDLAND • 3. OKT 2026 • 19:02

Fængselschef forlader sin post, mens der foretages en uafhængig undersøgelse af Christa Pike-sagen.

Fængselschefen i Tennessee i USA, hvor der i denne uge fandt et mislykket henrettelsesforsøg sted, træder tilbage.

Det oplyser delstatens guvernør, Bill Lee, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Frank Strada, som fængselschefen hedder, forlader sin post ved udgangen af måneden, oplyser Lee.

I en udtalelse siger Strada ifølge nyhedsbureauet AP, at det "er i delstatens bedste interesse", at han går af, mens der foretages en uafhængig undersøgelse af, hvorfor henrettelsen af den drabsdømte Christa Pike mislykkedes onsdag.

Guvernøren takker Strada for at "prioritere Tennessee-indbyggernes interesser i dette vanskelige øjeblik".

Bill Lee skriver videre i en meddelelse, at fængselsmyndigheden efter hans overbevisning handlede efter de retningslinjer, der er på området.

Pike skulle have været henrettet onsdag. Hun er dømt til døden i 1996 for at have dræbt en skolekammerat året inden, tilsyneladende på grund af jalousi.

Men trods to indsprøjtninger med pentobarbital, der skulle have taget livet af 50-årige Christa Pike, overlevede hun.

Forinden havde guvernør Bill Lee afvist en appel fra hendes advokater om at udskyde henrettelser.

Advokaterne havde argumenteret for, at hendes dom skulle omstødes til livstid, fordi der ved den oprindelige retssag i 1996 ikke var taget hensyn til, at Pike blandt andet havde været udsat for seksuelle overgreb.

Efter det mislykkede henrettelsesforsøg onsdag blev Pike indlagt på et hospital i kritisk tilstand.

De seneste meldinger fra hendes advokater lørdag lyder på, at hun er bevidstløs og får hjælp til at trække vejret via en respirator.

Sagen har vakt opsigt verden over, mens den i USA atter har fået debatten om dødsstraf til at blusse op igen.

Det er anden gang i år, at en henrettelse mislykkes i Tennessee.

I maj måtte et forsøg på at henrette en dødsdømt fange i delstaten stoppes, efter at de medarbejdere, der skulle stikke nålen i ham, ikke kunne finde en brugbar blodåre.

Guvernør Lee har givet ordre til, at der ikke skal foretages flere henrettelser i år. Der var planer om at foretage yderligere en henrettelse i Tennessee inden nytår.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT