Jeff Bezos forventer retfærdig rumfartsduel mod Musk og SpaceX

13. JAN 2025 • 02:54UDLAND

Verdens to rigeste mænd har begge rumfartsambitioner. Den ene bliver snart en del af Trumps administration.

Den amerikanske milliardær og iværksætter Jeff Bezos er "meget optimistisk", når det kommer til fremtiden for hans rumfirma, Blue Origin.

At præsidentembedet i USA den 20. januar skifter hænder, og republikaneren Donald Trump overtager posten fra Joe Biden, bekymrer således ikke Bezos.

Det slår han natten til mandag fast i et interview med nyhedsbureauet Reuters.

Elon Musk, som ejer rumfartsvirksomheden SpaceX, har tætte bånd til Trump og står til at få en central rolle som rådgiver for Trumps administration.

Men Bezos har tillid til, at Musk ikke vil udnytte denne position til at pleje sine egne interesser eller til at "underminere" Blue Origin, der er en konkurrent til SpaceX.

- Elon (Musk, red.) har været meget tydelig omkring, at han gør det her i offentlighedens interesse og ikke for at opnå en personlig gevinst. Og det stoler jeg på, siger Bezos.

Bezoz har endnu ikke talt med Trump om anliggendet, siger han samtidig.

Han mener dog, at rumindustrien vil "stortrives" under Trump.

Elon Musk tiltræder efter planen som leder af en ny effektiviseringsenhed under Trump. Det er en post, Musk deler med iværksætteren Vivek Ramaswamy.

Musk støttede under sidste års valgkamp også Trump, og han har flere gange siden Trumps sejr opholdt sig i Trumps bolig i Florida sammen med den kommende præsident.

Mandag ventes Blue Origin at sende sin første raket i kredsløb. Den 98 meter lange raket skal efter planen sendes afsted omkring klokken 7 mandag morgen dansk tid fra militærbasen Cape Canaveral Space Force Station i Florida.

Missionen hedder NG-1. Ifølge Reuters skaber affyringen en øget konkurrence i det kommercielle rumkapløb, som SpaceX indtil videre har domineret.

- SpaceX har de seneste år været stort sent den eneste spiller, så at der kommer en konkurrent, det er fantastisk, siger den pensionerede fysiker G. Scott Hubbard, der har arbejdet med rumrelateret forskning hos den amerikanske rumfartsorganisation Nasa, til AFP.

Elon Musk er verdens rigeste person, og Jeff Bezos er verdens næstrigeste.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT