Tre skiløbere dræbt i lavine på norditaliensk bjerg
En gruppe lokale skiløbere var på vej op ad bjerget Punta Valgrande i Norditalien, da en lavine ramte dem.
Tre mennesker har søndag mistet livet i en lavine i det nordlige Italien.Det skriver nyhedsbureauet AP.
Lavinen ramte fem skiløbere omkring middagstid på den østlige side af bjerget Punta Valgrande. Det ligger i Alperne på grænsen mellem Italien og Schweiz.
Skiløberne blev trukket flere hundrede meter ned ad bjerget af lavinen. De to overlevende blev bragt til hospitalet i helikopter.
Forud havde der været en advarsel om laviner i området. Ifølge varslet var der "betydelig fare for laviner", skriver AP.
Det italienske nyhedsbureau Ansa skriver, at de tre dræbte var mænd fra byen Verbania. Den ligger omkring 45 kilometer fra bjerget.
De tre mænd var på vej op ad bjerget til fods sammen med to andre venner, skriver Ansa.
Ifølge nyhedsbureauets oplysninger ville de køre offpiste ned ad bjerget.
Gruppen bevægede sig opad i gåsegang. Kun de tre bageste blev revet med af lavinen. De blev trukket omkring 400 meter, skriver Ansa.
De to andre forsøgte at grave dem fri af sneen. De fik hjælp af andre personer, som havde overværet lavinen, og som havde slået alarm.
De tre mænd blev forsøgt genoplivet, men stod ikke til at redde. De to andre skiløbere kom lettere til skade.
I lavinevarslet for området lyder det, at en enkelt skiløber i nogle tilfælde kan sætte en lavine i gang.
Lavinefaren skyldes både nyfalden sne og vindforholdene, står der videre.
Bjerget Punta Valgrande er 2857 meter højt og ligger i den norditalienske region Piemonte. Omkring 130 kilometer derfra ligger regionens hovedstad og største by, Torino.
Ifølge European Avalanche Warning Services, en samling af forskellige organisationer, som holder øje med laviner, er der i gennemsnit 100 mennesker om året, som dør i laviner i Europa.
De fleste af dem er personer, som står på ski eller snowboard offpiste.
/ritzau/