To sorte bokse slukkede fire minutter før sydkoreansk flystyrt
Sydkoreas transportministerium oplyser, at to sorte bokse stoppede med at optage fire minutter før flystyrt.
To sorte bokse, der blev fundet efter et dødeligt flystyrt i Sydkorea, stoppede med at optage, fire minutter før flyet ramte en betonkonstruktion i lufthavnen i Muan kort før årsskiftet.Det oplyser landets transportministerium lørdag.
Det drejer sig om en flydata-boks, en såkaldt flight recorder, og en stemmeoptager fra cockpittet.
Man prøver fortsat at afdække, hvordan det kunne ske, at et passagerfly gled af landingsbanen i Muan og fortsatte ind i en mur. Ved landingen var flyets landingsstel ikke slået ud.
Øjeblikkeligt herefter brød flyet i brand.
179 af flyets 181 passagerer og besætningsmedlemmer mistede livet. To besætningsmedlemmer blev reddet ud i live.
Der var 175 passagerer og seks besætningsmedlemmer om bord.
Passagerflyet - et Boeing 737-800 - var nogle timer forinden lettet fra Thailands hovedstad, Bangkok.
1. januar lød det fra viceminister for luftfart Joo Jong-wan, at en af de sorte bokse - flight recorderen - fundet efter flystyrtet skulle sendes til USA og analyseres.
Det blev vurderet, at det ikke var muligt at udtrække data fra boksen i hjemlandet.
Sammen med cockpittets båndoptager mente man, at denne indeholdt afgørende information om ulykken. Men de sidste fire minutter før ulykken er altså ikke registreret.
Ledende efterforsker Lee Seung-yeol har ifølge Reuters oplyst, at der blev fundet fjer i en af motorerne ved ulykkesstedet. Videobilleder viser, at en fugl blev ramt.
Muren, som flyet ramte, indeholdt et navigationssystem, som bruges under landinger ved dårlig sigtbarhed.
Flysikkerhedseksperter har sagt, at konstruktionen var lavet af for hårde materialer og lå for tæt på slutningen af landingsbanen.
Det står endnu ikke klart, hvorfor flyets landingsstel ikke var slået ud ved landingen. Sammenstød med fugle får ifølge eksperter typisk ikke landingsstellet til at svigte.
/ritzau/AFP