Anklager Jack Smith beder dommer droppe sager mod Trump
Efter Trumps valgsejr beder anklager dommer om at få henlagt begge føderale sager mod den kommende præsident.
Specialanklager Jack Smith beder om at få henlagt begge føderale sager, som han har rejst mod Donald Trump.Få minutter efter, at han havde bedt en dommer henlægge en sag om forsøg på at omgøre resultatet af valget i 2020, beder Smith om at få henlagt sag om opbevaring af hemmelige dokumenter.
Begge sager er tidligere blevet sat i bero, indtil det var afgjort, hvorvidt de kunne fortsætte.
Tidligere i november bad Jack Smith den føderale domstol i Washington om at ændre tidsplanen for retssagen om valget i 2020.
Det skete det med henvisning til "hidtil usete omstændigheder" - nemlig at Trump er blevet valgt til USA's næste præsident.
Det er samme begrundelse, Smith mandag henviser til.
Anklagere fra hans kontor siger ifølge Reuters, at der er en langvarig tradition i USA's justitsministerium for, at siddende præsidenter ikke skal retsforfølges.
Trump tages efter planen i ed om mindre end to måneder ved en ceremoni i Washington D.C. 20. januar 2025.
Mandag aften dansk tid skriver Trump i en besked på sit sociale medie, Truth Social, at de sager, Jack Smith havde anlagt mod ham, som de øvrige retssager er "tomme og lovløse".
- Det var en politisk kapring og et lavpunkt i vores lands historie, at sådan noget kunne ske, og alligevel kæmpede jeg videre mod alle odds og VANDT, skriver han.
Det var på forhånd ventet, at Trump ved sin tilbagevenden i Det Hvide Hus vil give ministeriet ordre om at lægge de føderale sager ned.
Anklagen i sagen om valget i 2020 går på, at Trump prøvede at forhindre, at 2020-valgets vinder, Joe Biden, blev præsident.
Det kulminerede med, at Kongressen den 6. januar 2021 blev stormet.
Beskyldninger om forsøg på at omgøre valgresultatet var den mest alvorlige af de anklager, der var blevet rejst mod den 78-årige kommende præsident.
Den såkaldte dokumentsag, der behandles ved en føderal domstol i Miami, handler om, at Trump tog hemmeligstemplede dokumenter med hjem fra Det Hvide Hus til sin residens i Florida.
Dokumenter om blandt andet USA's atomforsvar blev opbevaret på steder, hvor uvedkommende kunne have fået adgang til dem.
Trump har nægtet skyld i samtlige anklager mod ham. Han har sagt, at han er dækket af immunitet for sine handlinger i den tid, han var præsident.
Trump fik tidligere i år en håndsrækning fra USA's højesteret, der afgjorde, at præsidenter har udbredt immunitet mod at blive retsforfulgt for handlinger foretaget, mens de sad i embedet.
I maj fandt en domstol i New York Donald Trump skyldig i 34 anklagepunkter om at have forfalsket dokumenter og overtrådt regnskabslove i forbindelse med udbetalingen af såkaldte tys-tys-penge til pornoskuespilleren Stormy Daniels.
Strafudmålingen skulle have fundet sted tirsdag, men det er udsat endnu en gang. Trumps advokater kan søge om at få sagen afvist, afgjorde en dommer i sidste uge.
Trump er også tiltalt for at have forsøgt at få valgembedsmænd til at omstøde resultatet af delstatsvalget i Georgia i 2020.
Denne sag, der behandles på delstatsniveau, ligger i praksis stille, mens en domstol skal afgøre, om anklageren skal diskvalificeres. Den beslutning er først ventet i 2025.
Trump har kaldt alle anklager mod ham for "heksejagter" og har sagt, at han vil fyre Jack Smith inden for to sekunder, hvis han stadig er i stillingen, når Trump tiltræder.
Jack Smith har ifølge flere medier besluttet sig for at træde tilbage, inden Donald Trump bliver taget i ed i januar.
/ritzau/Reuters