53 migranter meldes døde eller savnede efter bådulykke
Alene i januar i år er mindst 375 migranter rapporteret døde eller savnede efter forlis ud for Libyens kyst.
53 migranter meldes døde eller savnede efter bådulykke ud for Libyens kyst.Ifølge Den Internationale Organisation for Migration (IOM), der hører under FN, er der tale om en gummibåd med 55 mennesker om bord. Den skulle være kæntret fredag.
Det oplyser IOM mandag i en udtalelse, skriver Reuters.
Tallene er ikke bekræftet af myndighederne i Libyen.
Kun to nigerianske kvinder blev angiveligt reddet. En af kvinderne fortæller, at hun har mistet sine to spædbørn i ulykken, skriver Reuters.
Båden sejlede fra Zawiya torsdag og kæntrede derefter ud for Zuwara fredag, oplyser IOM i erklæringen med henvisning til de overlevende.
Zawiya og Zuwara er kystbyer vest for den libyske hovedstad, Tripoli. Libyen ligger syd for Italien og Grækenland på den anden side af Middelhavet.
Alene i januar i år er mindst 375 migranter rapporteret døde eller savnede i området efter flere skibsforlis under ekstreme vejrforhold.
FN-agenturet mener, at yderligere hundreder af dødsfald ikke er blevet registreret. Ifølge IOM er mere end 1300 migranter forsvundet i det centrale Middelhav i 2025.
IOM, der har base i Genève, peger ifølge nyhedsbureauet AFP på, at menneskehandels- og smuglernetværk udnytter migranter langs ruten fra Nordafrika til Sydeuropa.
Grupperne profiterer ifølge agenturet af farlige overfarter i ikke-sødygtige både, samtidig med at de udsætter folk for "alvorlig mishandling", lyder kritikken.
IOM har opfordret til et stærkere internationalt samarbejde for at bekæmpe netværkene.
EU-Kommissionen har udtalt, at man fra Bruxelles' side forsøger at adressere de grundlæggende årsager til irregulær migration og fremme lovlige, sikre og ordnede veje til Den Europæiske Union, skriver AFP.
/ritzau/
