Socialist vinder solid sejr ved Portugals præsidentvalg

8. FEB 2026 • 22:34UDLAND

Seguro ses som en garant mod politisk højredrejning i Portugal og får dobbelt så mange stemmer som sin rival.

I Portugal har Socialistpartiets kandidat, António José Seguro, sikret sig en overbevisende sejr ved søndagens anden og afgørende runde af præsidentvalget.

Det viser det foreløbige resultat, efter at 95 procent af stemmerne er talt op.

Seguro får 66 procent af stemmerne eller omkring to tredjedele af stemmerne.

Hans modkandidat, højrefløjspolitikeren André Ventura, får 34 procent af stemmerne.

Dermed bliver det den 63-årige tidligere leder af Socialistpartiet, der afløser den konservative Marcelo Rebelo de Sousa på præsidentposten.

Ved første runde af præsidentvalget, der fandt sted for tre uger siden, var 11 kandidater stillet op. Her fik Seguro - der betegnes som en midterkandidat - 31 procent af stemmerne.

André Ventura fra partiet Chega, der befinder sig et stykke ude på højrefløjen, kom på andenpladsen med 23,5 procent.

I anden valgrunde søndag har Seguro fået uventet støtte fra mere moderate vælgere på højrefløjen, som ikke bryder sig om Venturas populistiske toner og modstand mod indvandring.

Seguro har stået til mere end 50 procents opbakning i meningsmålingerne op til anden valgrunde.

Mange vælgere ser ham som en garant mod en politisk højredrejning i Portugal, hvor Chega blev det næststørste parti ved det seneste parlamentsvalg.

I Portugal er præsidentens rolle i vid udstrækning ceremoniel.

Men præsidenten kan i krisetider opløse parlamentet, udskrive valg eller afsætte en premierminister.

Ved søndagens valg er det ikke alle, der har haft mulighed for at afgive deres stemme.

Kraftigt uvejr og efterfølgende oversvømmelser har tvunget tre valgdistrikter i det sydlige og centrale Portugal til at udskyde valghandlingen med en uge.

Ændringerne berører omkring 37.000 vælgere eller 0,3 procent af Portugals stemmeberettigede befolkning.

Det er for lidt til at rykke ved det endelige resultat, hvis stemmeoptællingen bekræfter den valgsejr til Seguro, som valgstedsmålingerne peger på.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT