42 personer er kvæstet i togkollision i Tjekkiet

20. NOV 2025 • 08:53UDLAND

Togulykke skete tidligt torsdag morgen cirka 150 kilometer syd for Tjekkiets hovedstad, Prag.

42 personer er kommet til skade i en togulykke i Tjekkiet torsdag morgen.

Blandt dem har mindst to fået alvorlige kvæstelser.

Det oplyser en tjekkisk redningstjeneste ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ulykken skete nær byen Ceské Budejovice, der ligger cirka 150 kilometer syd for den tjekkiske hovedstad, Prag.

Ved ulykken kolliderede to tog, hvoraf det ene er et lyntog.

Tjekkiets transportminister, Martin Kupka, skriver på X, at der er tre - og ikke to - alvorligt sårede efter ulykken.

Det er uvist, om togene kørte frontalt sammen, eller om det ene tog kørte ind i det andet bagfra.

Den tjekkiske havarikommission er torsdag morgen gået i gang med at undersøge, hvad der forårsagede ulykken.

Ifølge Martin Kupka tyder de foreløbige undersøgelser på, at et stopsignal er blevet overset af en lokomotivfører inden sammenstødet.

Det ser ud til, at det er lyntoget, der ved en fejl har passeret et stopsignal, skriver han på X.

Ulykken skete klokken 06.19 på en strækning mellem byerne Zliv og Dívcice.

Al togtrafik er efterfølgende blevet indstillet på strækningen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT