EU-Kommission: Danmark bør stramme regler for svingdørslobbyisme

8. JUL 2025 • 16:32UDLAND

Danske regler er ikke stramme nok for ministre, der skifter til job i det private, mener EU-Kommissionen.

Danmark gør fortsat intet for at regulere svingdørslobbyisme blandt ministre.

Sådan lyder det i den årlige rapport om retssikkerheden i EU-landene, som EU-Kommissionen har præsenteret tirsdag.

Begrebet svingdørslobbyisme dækker over, at ministre skifter job til den private sektor.

Kritikken lyder, at det kan føre til interessekonflikter.

Tidligere tirsdag sagde statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde, at hun ikke mener, det er noget, Danmark har store udfordringer med.

- Jeg synes ikke, at vi generelt har mange udfordringer i Danmark, hvad det angår.

Mette Frederiksen understregede tirsdag, at hun på tidspunktet for sine udtalelser endnu ikke havde set rapportens konklusioner.

- Jeg ved godt, at der er nogle af mine kolleger, der går ud og laver noget andet arbejde ved siden af. Men som jeg oplever det, så gør de det på en god og klog måde, sagde Mette Frederiksen.

EU-Kommissionen konkluderer, at Danmark heller ikke gør nok for at regulere lobbyisme.

Derudover fører Danmark ikke tilstrækkelig kontrol med de økonomiske erklæringer, som topembedsmænd skal indsende, lyder det.

Problematikken omkring svingdørslobbyisme blev markeret allerede i 2024-udgaven af EU-Kommissionens rapport.

I 2024 lød det, at det i de seneste 15 år var sket knap syv gange om året, at danske ministre skiftede deres job ud med et arbejde i det private.

I år konkluderer EU-Kommissionen, at Danmark ikke har gjort fremskridt på området.

Derudover har den danske regering ingen planer om at gøre noget ved det.

- De danske myndigheder mener fortsat, at det nuværende system fungerer godt, men bekræfter samtidig, at der ikke er nogen specifik overvågningsmekanisme på plads, lyder det i rapporten.

EU-Kommissionens forslag lyder, at regeringen skal indføre regler for det, men specificerer ikke hvilke.

Et forslag, der tidligere har været til debat, er at indføre en karensperiode - altså en periode hvor ministre ikke må indtage poster i det private, der kunne føre til interessekonflikter.

Rapporten konkluderer derudover, at der mangler regler for integritet for de danske parlamentarikere.

Her noterer kommissionen, at der ikke er et adfærdskodeks og mangler et system til at registrere parlamentarikeres eksterne aktiviteter og økonomiske interesser.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

27. JUL 2025 • 22:27UDLAND
Tre er dræbt i togulykke i Tyskland

SENESTE RITZAU

27. JUL 2025 • 22:27UDLAND
Tre er dræbt i togulykke i Tyskland
FÅ ABONNEMENT