15 EU-lande får lov til at bruge ekstra på forsvar

8. JUL 2025 • 17:31UDLAND

Danmark og en række andre EU-lande har fået lov at bruge særlig undtagelsesklausul til oprustning.

Europa står over for så stor en oprustning, at der kan blive behov for, at EU-landene kører med underskud i en periode.

Derfor fik 15 EU-lande tirsdag grønt lys til at bruge en særlig undtagelsesklausul.

Det skete på et møde for EU-landenes økonomi- og finansministre, som økonomiminister Stephanie Lose (V) var mødeleder for.

Lose fik lov til at ringe med klokken ved indledningen på mødet, fordi Danmark i øjeblikket har formandskabet for EU.

I lyset af krigen i Ukraine er det nødvendigt at give EU-landene mere økonomisk fleksibilitet, mener hun:

- På dette kritiske tidspunkt skal investeringer i vores forsvarskapacitet fortsat være vores topprioritet.

- Dagens aktivering af den nationale undtagelsesklausul vil gøre det muligt for medlemslandene at øge forsvarsudgifterne og samtidig opretholde bæredygtige offentlige finanser, siger Stephanie Lose.

Klausulen dækker en periode på fire år.

Her kan et EU-land, der har aktiveret klausulen bruge ekstra 1,5 procent af bruttonationalproduktet (bnp) på investeringer i forsvar uden at komme i problemer med EU's regler for gæld og underskud.

Reglerne fastslår, at et land højest må have et underskud på tre procent af bnp. Men det kan øges, når klausulen tages i brug.

Perioden er dog tidsbegrænset for at sikre, at landenes gæld ikke vokser for meget.

Ifølge EU's budgetregler må et land maksimalt have en gæld på 60 procent af bnp.

Det loft er dog allerede blevet overskredet af mange EU-lande. Også store lande som Frankrig ligger markant over kravet til gæld.

De 15 lande, der har fået grønt lys til at bruge klausulen er: Belgien, Bulgarien, Kroatien, Tjekkiet, Danmark, Estland, Finland, Grækenland, Ungarn, Letland, Litauen, Polen, Portugal, Slovakiet og Slovenien.

Danmarks økonomi er dog så stærk, at det danske ønske om at aktivere klausulen mest af alt skal ses som et signal om, at Danmark støtter oprustningen i Europa.

Tirsdagens beslutning er et af de første håndgribelige resultater på forsvarsområdet for det danske EU-formandskab, der netop har forsvar som en af de to hovedprioriteter.

Målet er, at Europa skal opruste, så man bliver i stand til at forsvare sig selv senest i 2030.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

16. JUL 2025 • 15:39UDLAND
Israel eskalerer angreb mod Syrien
FÅ ABONNEMENT