Russisk minister skød sig selv efter fyreseddel fra Putin

7. JUL 2025 • 15:55UDLAND

Putin skifter ud på posten som transportminister. Den fyrede minister har taget sit eget liv, siger myndighed.

Ruslands transportminister, som tidligere mandag blev fyret fra sin post af præsident Vladimir Putin, har skudt sig selv.

Russiske myndigheder bekræfter mandag eftermiddag, at den fyrede transportminister er død.

- I dag blev liget af Ruslands tidligere transportminister, Roman Starovojt, fundet med et skudsår i hans egen bil, meddeler et statsligt undersøgelsesudvalg.

Han formodes at have taget sit eget liv, lyder det videre i meddelelsen.

Roman Starovojt blev udnævnt til posten som transportminister i maj sidste år.

Et dekret fra Putins kontor oplyste tidligere mandag ikke en årsag til, at Starovojt var blevet fyret fra posten.

Kreml har offentliggjort et foto af, at Putin trykker hånd med hans afløser, Andrej Nikitin.

- På nuværende tidspunkt er det præsidentens holdning, at Andrej Nikitins faglige kvaliteter og erfaring bedst kan bidrage til, at dette ministerium, som præsidenten betragter som ekstremt vigtigt, opfylder sine opgaver og funktioner, siger Putins talsmand, Dmitrij Peskov.

Mens krigen i Ukraine er gået ind i sit fjerde år, er transportsektoren i Rusland stødt på udfordringer.

De statslige russiske jernbaner, der er landets største arbejdsgiver, lider under højere priser og mangel på materiel.

Inden for luftfarten er der mangel på reservedele.

Inden Starovojt blev transportminister i maj 2024, var han i fem år guvernør i Kursk-regionen, der grænser op til Ukraine.

Et par måneder efter at Starovojt forlod den post, trængte ukrainske soldater over grænsen til Kursk i den største udenlandske indtrængen på russisk territorium siden Anden Verdenskrig.

De ukrainske styrker blev tvunget ud af Kursk tidligere i år.

Nogle regionale embedsmænd i Kursk blev efterfølgende anholdt og sigtet for embedsmisbrug. I april i år blev Starovojts efterfølger som guvernør, Aleksej Smirnov, sigtet for underslæb af midler, der var øremærket til forsvaret.

En tredje kilde i transportsektoren siger ifølge Reuters, at Starovojts fremtid som transportminister havde været usikker i flere måneder.

Det skyldtes ikke specifikt transportanliggender, men derimod korruptionsskandalerne i Kursk, siger kilden. Det er ikke umiddelbart muligt at bekræfte den oplysning.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT