26-årig mand ventes at blive henrettet onsdag efter protester i Iran
Erfan Soltani blev ifølge sin familie anholdt torsdag efter at have demonstreret mod det iranske styre.
Den 26-årige demonstrant Erfan Soltani ventes at blive henrettet af de iranske myndigheder onsdag.Det fortæller en af Soltanis pårørende til det britiske medie BBC.
Soltani blev ifølge familiemedlemmet anholdt torsdag under demonstrationer mod det iranske styre nær den iranske hovedstad, Teheran.
Efterfølgende har en domstol afgjort, at han skal henrettes.
- I en ekstremt hurtig proces - inden for to dage - udstedte domstolen en dødsstraf, siger familiemedlemmet til BBC.
Den iransk-kurdiske menneskerettighedsorganisation Hengaw har også meddelt, at Erfan Soltani skal henrettes onsdag, skriver Reuters.
Demonstrationerne i Iran begyndte 28. december. De var umiddelbart affødt af utilfredshed med en ekstremt høj inflation i landet, men har siden udviklet sig til en generel kritik af det iranske præstestyre.
Ifølge den iranske organisation HRANA har flere end 2500 personer mistet livet i forbindelse med protesterne, hvor demonstranter og sikkerhedsstyrker har været i sammenstød med hinanden.
Tallet er dog ikke bekræftet af uafhængige kilder.
Der har ikke tidligere - under de igangværende protester - været meldinger om, at demonstranter er blevet henrettet af myndighederne.
Siden torsdag har der været lukket for internettet i Iran, og siden er der kun kommet få oplysninger ud fra landet.
USA's præsident, Donald Trump, truede i begyndelsen af januar med at gribe ind over for Iran, hvis civile blev dræbt under demonstrationerne.
Og i et interview med CBS News sagde Trump tirsdag, at der vil komme et "meget stærkt" modsvar, hvis Iran begynder at hænge demonstranter.
- Hvis de hænger dem, kommer I til at se nogle ting, sagde Trump uden at uddybe, hvad USA konkret vil gøre.
Irans udenrigsminister, Abbas Araghchi, sagde mandag, at Iran er forberedt på en eventuel krig, men at landet også er åben for forhandlinger.
/ritzau/
