12 personer døde efter jordskred i flodhavn i Amazonas

2. DEC 2025 • 00:44UDLAND

Et jordskred har sænket to skibe ved en flod i Amazonas, hvor der er tvivl om, hvor mange der er omkommet.

Mindst 12 personer, heriblandt tre børn, er omkommet mandag, efter at et jordskred har sænket to skibe, der lå fortøjet i en flodhavn i det centrale Peru. Op til 40 personer er desuden savnet.

Det oplyser Perus myndigheder.

Jordskreddet fandt sted i havnen Iparia i regionen Ucayali i Amazonas-junglen, lyder det ifølge nyhedsbureauet Andina i en politirapport.

Antallet af personer, der var om bord på skibene, er ikke blevet bekræftet. Det Nationale Beredskabscenter (COEN) oplyser dog, at det ene skib ikke havde nogen passagerer, mens det andet havde 50.

Flådekaptajnen Jonathan Novoa fortæller over telefonen, at ni lig er blevet bjærget, mens 25 personer er meldt sårede, og 40 "muligvis er savnet".

Myndighederne samarbejder med familier, der er mødt op på stedet, så man kan fastslå, præcis hvor mange mennesker der fortsat mangler at blive fundet.

Videooptagelser fra den lokale nyhedskanal UTV Noticias viser, hvordan fortvivlede mennesker løber op- og nedad flodbredden, mens man kan se bagage og varer fra de sunkne skibe flyde i floden.

I et opslag på det sociale medie X skriver COEN, at hændelsen fandt sted ved daggry lokal tid mandag på grund af det, som beredskabscenteret beskriver som en erosion på Ucayali-flodens bred.

Det lyder videre, at flåden er blevet tilkaldt for at hjælpe.

Flådekaptajnen Jonathan Novoa siger, at redningsindsatsen kompliceres af flodens voldsomme strøm.

- Vi befinder os i oversvømmelsessæsonen. Og på tidspunktet for ulykken var der tåge, så opgaverne er komplicerede, siger han.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT