Franks Tottenham laver flot comeback efter norsk fest

30. SEP 2025 • 23:04SPORT

Trods et nyt misbrugt straffespark fra Kasper Høgh kom Bodø/Glimt foran 2-0, men Tottenham fik 2-2 i CL-møde.

Norske Bodø/Glimt havde fortjent en sejr over Tottenham i Champions League tirsdag aften, men trods en føring på 2-0 sent i kampen svarede Thomas Franks tropper fornemt igen og fik hevet 2-2 med hjem til London.

Bodø/Glimt spillede også 2-2 i den første kamp og er dermed noteret for to point efter de to første runder.

Ligesom i premiererunden misbrugte danske Kasper Høgh et straffespark for Bodø-Glimt. I stedet så Jens Hauge ud til at blive helten med to mål, men Tottenhams udligning kort før tid spolerede den norske fest.

Høgh spillede de første 80 minutter, mens de øvrige danskere Mathias Jørgensen, Anders Klynge, Mikkel Bro Hansen og Villads Nielsen sad på bænken i hele opgøret.

De så deres norske hold være bedst i stort set hele kampen, men efter at have spillet tamt i store dele af kampen vågnede Tottenham i slutfasen.

Godt nok spillede Tottenham sig til kampens første store chance ved Richarlison i indledningen, men ellers var nordmændene toneangivende i første halvleg.

Hjemmeholdet kombinerede med stor sikkerhed i høj fart, når Tottenham forærede den mindste plads væk, og det gav flere store muligheder.

Den største kom efter en god halv time, da Rodrigo Bentancur savede Fredrik Bjørkan over ved baglinjen, så dommeren pegede på straffesparkspletten.

Kasper Høgh blev sat til at sparke, men den danske angriber tonsede bolden over mål.

Også i Bodø/Glimts første Champions League-kamp mod Slavia Prag misbrugte Høgh fra pletten.

Så var der mere snert over kantspilleren Jens Hauge. En håndfuld minutter efter pausen fik han bolden i venstre side og driblede sig på skudhold i feltet og krøllede bolden over i modsatte hjørne til 1-0.

Reaktionen fra Tottenham kom prompte. Et frispark blev sendt ind i feltet, hvor Bentancur smart sendte udligningen ind. Troede man. For dommeren blev kaldt til VAR-skærmen og annullerede, da der var begået frispark forinden.

I stedet fik Hauge igen tilskuerne på det intime Aspmyra Stadion til at juble. Midtvejs i anden halvleg modtog han bolden uden for feltet og afdriblede målrettet et par forsvarere og smaskede bolden i nettet med et tørt venstrehug til 2-0.

Igen blev Tottenham vækket af dukkerten. Bolden blev sendt ind i feltet, hvor Micky van de Ven reducerede til 1-2. Og denne gang stod målet ved magt.

Tottenham pressede for udligning i kampens sidste del, og Wilson Odobert var millimeter fra med et hovedstød, der ramte trekantsammenføjningen.

Efter 89 minutter skete det så. Richarlison var på færde ved forreste stolpe og pressede Jostein Gundersen til at score selvmål til 2-2.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT