Vingegaard vinder Paris-Nice som første dansker

15. MAR 2026 • 16:59SPORT

Tredje gang var lykkens gang for cykelstjernen Jonas Vingegaard, der søndag triumferede i Paris-Nice.

Jonas Vingegaard (Visma) har været overlegen i årets Paris-Nice, og søndag sikrede danskeren sig endegyldigt sejren på 8. og sidste etape.

Dermed er cykelstjernen den første dansker i historien, som vinder det traditionsrige etapeløb i Frankrig.

Samtidig var tredje gang lykkens gang for Vingegaard, der to gange tidligere er blevet slået i klassementet i Paris-Nice.

Vingegaard gik ind til den afsluttende etape iført den gule førertrøje og med et stort forspring ned til konkurrenterne.

Han jagtede sejren på etapen, men tabte akkurat spurten til Lenny Martinez (Bahrain).

Det kunne være blevet til et hattrick for Vingegaard, der således må nøjes med to etapesejre i årets løb.

Vingegaard vinder løbet med et forspring på 4 minutter og 23 sekunder ned til Red Bulls Daniel Felipe Martinez, der styrtede undervejs på etapen.

Georg Steinhauser (EF) fuldender podiet - mere end seks minutter efter Vingegaard.

8. etape bød på 129 kuperede kilometer i og omkring Nice, der både var start- og målby.

Visma førte an i frontgruppen meget af dagen, og på finalestigningen med 20 kilometer til mål slog Vingegaard turboen til og kørte fra alle andre end Lenny Martinez.

Vingegaard prøvede at knække franskmanden på vej mod toppen, men det lykkedes ikke, og i stedet udviklede duellen sig til et samarbejde på nedkørslen for at holde afstanden til den nærmeste forfølgergruppe.

Frontduoen formåede at øge afstanden til konkurrenterne, og derfor skulle etapen afgøres i en spurt på de sidste meter.

Martinez åbnede spurten fra forreste position og holdt sig foran Vingegaard hele vejen over målstregen. Danskeren var tæt på at komme forbi franskmanden til allersidst.

Paris-Nice var det første løb i 2026 for Vingegaard, der har Giro d'Italia og Tour de France som sine helt store mål.

Inden det italienske grand tour-løb i maj er planen, at Vingegaard finpudser formen i Catalonien Rundt i slutningen af marts.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT