Mors-Thy henter overraskende point i jagt på semifinale
Mors-Thy var bagud stort set hele vejen, men udlignede syv sekunder før tid og fik point mod Skanderborg AGF.
Mors-Thy leverede søndag aften en overraskelse ved at hente 36-36 på udebane mod Skanderborg AGF (SAH) i herrernes DM-slutspil.Skanderborg AGF var foran i stort set samtlige af kampens 60 minutter, men med syv sekunder tilbage udlignede Mors-Thys Lasse Pedersen til slutresultat fra højrefløjen.
Dermed fører Skanderborg AGF og Mors-Thy gruppe 2 an med henholdsvis fem og tre point.
TTH og Bjerringbro-Silkeborg har henholdsvis et og nul point inden deres møde senere søndag aften. Når den er afviklet, mangler alle at spille fire kampe.
De to bedste avancerer til semifinalerne.
Skanderborg AGF bragte sig foran med 9-5 og senere 15-10. Ikke mindst takket være den islandske profil Kristjan Örn Kristjansson, der scorede fem gange i det første kvarter.
Mors-Thy var dog slet ikke knækket. Godt anført af den unge playmaker Victor Norlyk arbejdede udeholdet sig tilbage.
I første halvlegs sidste minut angreb udeholdet endda for udligning, og den skaffede Christoffer Brorson fra fløjen til pausestillingen 17-17.
SAH fik bedre fat fra starten af anden halvleg, hvor hjemmeholdet bragte sig på 21-18.
Skanderborg AGF var konstant i føring i anden halvleg, men Mors-Thy var med til det sidste.
Med fire minutter tilbage reducerede Nichlas Hald med sit niende mål til 34-35, og hjemmeholdet formåede ikke at holde fast i føringen i den hektiske slutfase.
Tidligere søndag vandt Ribe-Esbjerg med 36-35 hjemme over Sønderjyske i nedrykningsspillet.
Dermed lægger Ribe-Esbjerg solid afstand til HØJ på sidstepladsen, der udløser en playoffkamp om nedrykning. Sønderjyske har kun to point ned til HØJ.
/ritzau/
