Viborg havde masser af chancer i semifinalen mod Thüringer i European League, men tabte 24-26 til tyskerne.
Semifinalen blev endestationen for Viborg HK i den næstbedste europæiske klubturnering, European League.Lørdag eftermiddag tabte håndboldkvinderne fra domkirkebyen 24-26 til tyske Thüringer i semifinalen i franske Dijon.
I kampens afslutning havde jyderne masser af muligheder, men de blev slet ikke udnyttet.
Trods brændte chancer og tekniske fejl fik Viborg sågar i de allersidste sekunder en sidste chance, men viborgenserne snorksov og samlede ikke op efter en redning fra keeper Stine Broløs Kristensen.
Dermed venter søndag en bronzekamp for viborgenserne i finaleweekenden i den franske by. Det bliver mod enten hjemmeholdet Dijon eller ungarske Esztergomi, der spiller semifinale senere lørdag.
Viborgs effektivitet foran kassen var et problem fra start til slut. I første halvleg spillede jyderne ganske fint offensivt og kom til store chancer, men de blev ofte misbrugt.
Derfor havde Thüringer overhånden og kom i front med et par stykker.
Langsomt fik Viborg indstillet sigtekornet, og en håndfuld tyske udvisninger i starten af anden halvleg var med til, at jyderne fik gode offensive betingelser.
Samtidig overtog Thüringer for en kort stund ineffektiviteten i opgøret og brændte blandt andet tre straffekast.
Halvvejs i anden halvleg havde Viborg overtaget taktstokken og angreb for en tremålsføring. Men muligheden blev ikke udnyttet, og i stedet lukkede man tyskerne tilbage i kampen.
Viborgs ineffektivitet vendte tilbage, og Thüringer fandt svarene angrebsmæssigt. Fire ubesvarede tyske scoringer gav Thüringer en føring på 24-22.
Viborg-ikonet Maria Fisker, der efter sæsonen stopper i domkirkebyen, viste dog rutinen og udlignede.
Viborg angreb også for føringen i de sidste minutter, men angrebsfejl, mistede bolde og dårlige beslutninger kostede dyrt.
/ritzau/