HB Køges kvinder vinder første pokaltitel nogensinde

16. MAJ 2026 • 17:01SPORT

HB Køge dominerede finalen mod FC Nordsjælland og sikrede med en 4-1-sejr klubbens første pokaltitel.

HB Køge vandt lørdag kvindernes pokalturnering for første gang i klubbens historie.

På hjemmebane leverede HB Køge en overlegen præstation mod FC Nordsjælland og vandt finalen 4-1.

Det var HB Køges første pokalfinale nogensinde. Klubben har med nye og ambitiøse ejere rustet markant op med profiler som blandt andre Nadia Nadim, og forventningerne til sæsonen har været store.

Nu er holdet på kurs mod The Double, hvis spillerne kan færdiggøre arbejdet i de sidste runder af Kvindeligaen.

For FCN var pokalfinalen et velkendt scenarie. Det var fjerde år i træk, at holdet stod i finalen. Nordsjællænderne har vundet turneringen to gange i perioden, men måtte for andet år i træk nøjes med andenpladsen.

HB Køge dominerede kampen fra første fløjt.

Den første scoring faldt, da Macy Schultz blev sendt afsted i dybden og sikkert sparkede bolden i mål. Amerikaneren fejrede efterfølgende scoringen med en akrobatisk saltomortale som jubelscene.

Schultz var også på spil ved HB Køges 2-0-scoring, da hun var hurtigst over en løs bold i feltet, som hun fik sparket i nettet.

FCN lavede mange fejl, og i anden halvleg fortsatte HB Køge med at have kontrol i kampen.

Indskiftede Sarah Thygesen gjorde det til 3-0 med en flot afslutning, hvor hun tippede bolden over FCN's målmand Ella-Maria Ervasti.

Ti minutter før tid fik FCN et straffespark, som Flora Højer sikkert omsatte til 1-3.

Til sidst lukkede Mai Wendicke kampen med et fremragende mål på en flugter fra kanten af feltet til 4-1.

HB Køge kan nu rette fokus mod ligaen, hvor klubben jagter guldet.

Det ser lovende ud, da holdet topper Kvindeligaen med ét point ned til Brøndby, som dog har spist af forspringet med en sejr i de to holds seneste møde. Der resterer tre runder af sæsonen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT