Verstappen har minimal tro på sig selv inden mexicansk løb
Efter femtepladsen i lørdagens kvalifikation har Max Verstappen svært ved at tro på sejr i Mexico.
Andre kørere skal udgå, hvis Max Verstappen skal vinde i Mexico.Den konklusion er hollænderen selv kommet frem til efter de seneste dages træninger og kvalifikation på Autodromo Hermanos Rodriguez i Mexico City.
Verstappen har endnu ikke fundet sin vanlige fart og begynder søndagens løb som nummer fem i startrækkefølgen.
- Ingen af de omgange, jeg har kørt her, har været gode, siger han ifølge AFP.
- Det gælder både de korte og lange ture. Det har ikke føltes rigtigt, og det kommer ikke pludselig til at ændre sig til det bedre søndag.
- Jeg er afhængig af, at folk foran mig udgår, hvis jeg skal komme foran, siger han.
Red Bulls håb har vundet mesterskabet i Formel 1 fire år i træk, men i denne sæson er han for alvor blevet presset.
McLaren-duoen Oscar Piastri og Lando Norris ligger begge foran Verstappen i den samlede stilling, men tre sejre i de seneste fire løb har fået den forsvarende mester tilbage i kampen om tronen.
Søndagens grandprix kommer dog næppe til at bringe Verstappen tættere på en samlet triumf, hvis man skal tro hollænderens vurdering.
- Hvis vi havde vidst, hvad der var galt, kunne vi ændre det, men det gør vi desværre ikke, og vi har prøvet så meget forskelligt. Det er bare ikke godt, lyder den dystre melding fra Red Bull-køreren.
Lando Norris sikrede sig lørdag pole position foran Ferraris Charles Leclerc og Lewis Hamilton. Den gode nyhed for Verstappen er, at Piastri begynder løbet helt nede som nummer otte.
/ritzau/
