Ustabil Antonsen redder dansk ære på katastrofedag i Kina
Anders Antonsen er klar til kvartfinale i China Masters efter en maratondyst. Alle andre danskere er ude.
Anders Antonsen bliver eneste danske islæt i kvartfinalerne ved badmintonturneringen China Masters.I en kamp over 1 time og 22 minutter fik finaleseedede Antonsen skovlen under Ng Ka Long Angus fra Hongkong med cifrene 19-21, 21-17, 21-12.
Sejren var tiltrængt set med danske briller. Alle øvrige seks kampe med dansk deltagelse torsdag blev tabt. I kvartfinalen venter franske Alex Lanier, som leverede et flot comeback mod Viktor Axelsen.
Antonsen havde et lille overtag i kampens start, men Ng Ka Long Angus ramte et godt niveau i kampen.
Han holdt sig inde i sættet og lavede meget få fejl. Omvendt var det for danskeren, der lavede en del fejl, som man normalt ikke ser fra ham.
Antonsen var foran 16-14, men han formåede ikke at få slået det hul, der kunne lukke sættet. Blandt andet tog Angus med succes kampen op mod Antonsen i netspillet, hvor danskeren er blandt verdens bedste.
Et forsøg på at presse tempoet op gav ikke pote for danskeren, som måtte se første sæt gå til Angus med 21-19.
Generelt var det svært for Antonsen at trænge igennem sin modstanders stærke defensiv, og man kunne ane lidt frustrationer hos aarhusianeren. Det tog han konsekvensen af tidligt i andet sæt.
Han skiftede taktik, pakkede det meste af offensiven væk og forsøgte i stedet at spille lange dueller og tvinge Angus til at lave sine point selv.
Det fik han en smule succes med, men Angus spillede en virkelig god kamp. Han hang på helt frem til 16-16, før Antonsen med en stærk afslutning tvang opgøret ud i tre sæt.
Sætsejren så ud til at give den 28-årige dansker den fornødne ro. På en dag, hvor spillet ellers ikke fungerede, viste det sig dog at være nok.
Tidligt i andet sæt tog han en lille føring og kunne bytte side foran 11-8.
Herfra var der ikke mere i modstanderens tank. Antonsen spillede bare uden at satse voldsomt, og så kom træthedsfejlene fra Angus, som blev hægtet af.
/ritzau/