Sparta Prag siger farvel til Lars Friis' danske assistent

3. JAN 2025 • 14:22SPORT

Jens Berthel Askou er færdig som assistenttræner i Sparta Prag. Han kom til klubben i sommeren 2024.

Lars Friis har sagt farvel til sin danske højre hånd i Sparta Prag, Jens Berthel Askou.

Den tjekkiske fodboldklub skriver på sin hjemmeside, at man har ophævet samarbejdet med Askou, der siden sommeren 2024 har været assistenttræner i klubben.

- Klubben har ændret i setuppet omkring den danske cheftræner, Lars Friis. Samarbejdet med assistenttræner Jens Berthel Askou er blevet ophævet, skriver klubben kortfattet.

Jens Berthel Askou blev i sommerpausen hentet til klubben, efter han tidligere havde været cheftræner i IFK Göteborg.

Tidligere i karrieren har Askou også stået i spidsen for færøske HB Thorshavn og AC Horsens.

Sparta Prag havde en skidt sidste periode i efterårssæsonen. Holdet vandt ikke en kamp i november, hvor det undervejs også blev til en afklapsning på 0-6 i Champions League til Atlético Madrid.

I de sidste ligakampe inden jul blev der rettet en smule op på det med tre sejre i de sidste tre kampe.

Den tjekkiske hovedstadsklub har spenderet julen på en tredjeplads i ligaen med 13 point op til lokalrivalen Slavia Prag på førstepladsen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT