Langt flere end ventet er på seniorpension
Ordningen for seniorpension er langt mere populær end ordningen for Arne-pension.
Langt flere end ventet er på seniorpension. Det viser en evaluering af ordningen, som siden 2020 har givet borgere mulighed for at få tilkendt seniorpension op mod seks år før folkepensionsalderen.Det skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.
I 2023 modtog 25.600 fuldtidspersoner seniorpension, hvilket er cirka 9000 flere, end den daværende regering ventede ville befinde sig på ordningen ved udgangen af 2023.
Ved indførelsen var forventningen, at 16.600 borgere ville være på seniorpension i 2023.
Flere ting vurderes at have gjort ordningen populær - såsom det relativt høje ydelsesniveau og muligheden for at komme ind på ordningen seks år før folkepensionsalderen.
VLAK-regeringen vedtog ordningen sammen med Dansk Folkeparti og De Radikale, efter at Socialdemokratiet havde spillet ud med Arne-pensionen, som blev gennemført, da partiet kom til magten.
Dengang var der ifølge Socialdemokratiet "større chance for at blive millionær ved at spille Lotto" end for at blive visiteret til ordningen.
Den kræver, at man har haft et fuldtidsjob i 25 år og ikke kan arbejde mere end 15 timer om ugen.
Socialdemokratiet gennemførte og gav i stedet nedslidte en ret til tidlig pension efter mange år på arbejdsmarkedet, så de kunne trække sig tilbage, inden de var slidt helt ned.
Den har dog vist sig at være mindre populær.
Hvor man på Arne-pension højest kan få udbetalt omkring 14.500 kroner om måneden, kan en seniorpensionist modtage lidt over 20.000 kroner.
Desuden er der en politisk diskussion af, om ordningerne trækker for mange ud af arbejdsmarkedet.
Socialdemokratiet har for nylig foreslået, at når folkepensionsalderen rammer 70 år, skal der findes en ny model. Men det er fortsat uvist hvilken. Det beror på en politisk forhandling.
Dansk Industri finder tallene om ordningens popularitet bekymrende, da der stadig er mangel på arbejdskraft.
- Det lægger pres på både den private og offentlige sektor, fordi vi allerede mangler arbejdskraft, og den ret betydelige stigning i antallet af seniorpensionister forværrer situationen, siger Morten Høyer, politisk direktør i DI, i en skriftlig udtalelse.
Han mener, at man dels må gøre det mere attraktivt for seniorer at blive på arbejdsmarkedet, dels bør Folketinget lette adgangen for international arbejdskraft.
- Det stigende antal seniorpensionister kræver hurtig handling, siger Morten Høyer.
/ritzau/