Blodig PSG-keeper forlader topkamp efter støvle i ansigtet

18. DEC 2024 • 23:34SPORT

Gianluigi Donnarumma fik et blodigt sår i ansigtet, da han blev ramt af Wilfried Singos støvleknopper.

Det plejer at være en overdrivelse, når man siger, at blodet sprøjtede i en dramatisk fodboldkamp.

Men det var mere eller mindre tilfældet i onsdagens topkamp mellem Monaco og Paris Saint-Germain i Ligue 1.

PSG løb med en udesejr på 4-2 og udbyggede dermed forspringet til den direkte konkurrent til det franske mesterskab. Men kampen vil i højere grad blive husket for en voldsom hændelse i løbet af kampen.

På vej ud mod bolden blev PSG-keeperen Gianluigi Donnarumma ramt i ansigtet af Monaco-spilleren Wilfried Singos støvle.

Singo forsøgte tydeligvis at hoppe over den fremstormende målmand, men kunne ikke undgå at plante knopperne i Donnarummas ansigt.

Det efterlod et blodigt sår i ansigtet på keeperen, og italieneren måtte lade sig udskifte midtvejs i første halvleg. Billeder under og efter kampen viser Donnarumma med adskillige sting i ansigtet og blod på kind og øre.

- Vi sender alle vores tanker til Gigio, som pådrog sig en alvorlig skade i ansigtet og blev nødt til at forlade kampen i første halvleg, skriver PSG i et opslag på X.

Heldigvis for PSG kunne holdet også uden landsholdsmålmanden.

Med erstatningen Matvey Safonov mellem stængerne scorede Monaco godt nok to gange, og det stod 2-2 frem til slutfasen.

Men så steg indskiftede Goncalo Ramos op og stangede et hjørnespark i nettet til 3-2, og dybt inde i tillægstiden hamrede Ousmane Dembele det sidste søm i kisten.

PSG er nu ti point foran Monaco og har kurs mod sit fjerde franske mesterskab i træk.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT