Tyskland vil lade fodboldforbund afgøre VM-boykot

20. JAN 2026 • 18:17SPORT

DFB bør afgøre, om Tyskland skal boykotte VM, hvis Trump gør alvor af trusler, mener regeringsparti.

Tysklands regering vil lade det være op til landets fodboldforbund at afgøre, om Tyskland skal boykotte deltagelsen ved sommerens VM i Nordamerika, hvor USA er en af værtsnationerne.

Det meddelte repræsentanter fra regeringspartiet CDU tirsdag, skriver AFP.

Spørgsmålet om boykot er aktuelt, fordi Tyskland er et af de lande, som USA's præsident, Donald Trump, vil pålægge forhøjede toldsatser, fordi Tyskland er modstander af Trumps trussel om at annektere Grønland.

CDU-politiker Christiane Schneiderlin mener ikke, at det er regeringens opgave at afgøre, om Julian Nagelsmann og hans spillere bør rejse til VM.

- Beslutninger om deltagelse eller boykot ved større sportsbegivenheder ligger udelukkende hos de kompetente sportsforbund og ikke hos os politikere.

- En sådan vurdering bør derfor foretages af de respektive forbund - i dette tilfælde Det Tyske Fodboldforbund (DFB), siger hun.

Partikollega Roderich Kiesewetter har dog svært ved at forestille sig, at Tyskland og andre europæiske nationer i tilfælde af forhøjede toldsatser eller en annektering af Grønland har lyst til at deltage i et fodboldstævne med tæt forbindelse til Donald Trump.

- Hvis Trump gør alvor af sine trusler og starter en handelskrig mod EU, kan jeg næppe forestille mig, at europæiske lande vil deltage i VM.

- Det må også stå klart, at det i så fald vil være afslutningen på det transatlantiske partnerskab med USA, siger han til avisen Augsburger Allgemeine.

Ved VM skal Tyskland spille to gruppekampe i USA og en i Canada.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

20. JAN 2026 • 18:37UDLAND
Norge siger nej til Trumps fredsråd
FÅ ABONNEMENT