Tauson forventer opskruet tempo mod usbekisk forhindring
Clara Tauson har trænet med Polina Kudermetova. Derfor har hun en anelse om, hvad der venter i anden runde.
Tennisspilleren Clara Tauson forventer at blive udfordret på sin hurtighed i tempofyldte dueller af usbekeren Polina Kudermetova i anden runde ved Australian Open.Det fortæller den danske favorit før kampen, der spilles natten til onsdag dansk tid.
- Hun spiller på en måde, som jeg ikke bryder mig så meget om.
- Hun slår rigtig hårdt, spiller hurtigt og så server hun også godt, siger Clara Tauson.
På papiret ligner Kudermetova, der er nummer 150 på verdensranglisten, en overkommelig modstander for danskeren, der er nummer 14.
Opskriften til sejr er ifølge Tauson nogenlunde den samme, som da hun mandag indledte grand slam-turneringen i Melbourne med en sejr på 6-3, 6-3 over ungarske Dalma Galfi.
Efter nogle tætte åbningspartier tog Tauson kontrollen mod ranglistens nummer 91.
- Det bliver en anderledes kamp i forhold til tempo, men jeg skal selvfølgelig gå ind og spille noget af det samme spil.
- Jeg tænker, at jeg nok skal få mine muligheder, hvis jeg er god på benene, siger Tauson.
De to spillere har aldrig tidligere mødt hinanden. Det samme var tilfældet med Dalma Galfi, så på den måde kommer de to kampe til at minde en smule om hinanden.
- Vi kommer til at se hinanden an fra starten.
- Jeg har trænet med hende for lidt tid siden, hvor det gik hurtigt, så jeg forventer, at det vil være tilfældet igen, siger Clara Tauson.
Kampen i anden runde går tidligst i gang klokken 03 natten til onsdag dansk tid. Opgøret er programsat efter en kamp i herresingle, der begynder to timer tidligere.
22-årige Kudermetova repræsenterede indtil for nylig Rusland. I december meldte det usbekiske tennisforbund ud, at hun fremover ville stille op for Usbekistan.
Skulle det ende med en dansk sejr, så kommer Tauson formentlig på sin første alvorlige prøve i tredje runde. Her har Tauson udsigt til at møde canadieren Victoria Mboko.
Det forudsætter, at den 19-årige canadiske komet vinder sin kamp i anden runde i Melbourne. I sidste uge nåede Mboko, der er nummer 16 i verden, finalen ved en opvarmningsturnering i Adelaide.
Tirsdag spillede Tauson sig videre fra første runde i damedouble ved Australian Open sammen med makkeren Anastasia Pavlyuchenkova fra Rusland.
Duoen slog Lyudmyla Kichenok fra Ukraine og amerikanske Katie Volynets, der er født i USA, men har ukrainske rødder. Det endte med en sejr på 6-7, 6-4, 6-4.
/ritzau/
