Franskmand trækker sig midt i Sinners opvisning

20. JAN 2026 • 10:49SPORT

Efter to sæt valgte Hugo Gaston at trække sig fra åbningskampen mod Jannik Sinner i Australian Open.

Jannik Sinner gik problemfrit videre til anden runde i grand slam-turneringen Australian Open.

Den italienske verdenstoer vandt de to første sæt mod Hugo Gaston 6-2 og 6-1, før franskmanden trak sig fra kampen på grund af sygdom.

Dermed er de seneste to års vinder af turneringen videre efter lidt over en times spil i Melbourne.

Sinner var lettet over at gå videre. Men han var ærgerlig over, at modstanderen var nødt til at trække sig.

Mens italieneren skulle spille op til sit bedste i første sæt for vinde duellerne, så kunne han i andet sæt godt mærke, at der var problemer på den anden side af nettet.

- Han servede ikke med stor fart i andet sæt. Og det var ikke denne måde, jeg ønskede at vinde kampen på, siger Jannik Sinner i sejrsinterviewet.

24-årige Sinner nåede at vise tennisspil i høj klasse i de to sæt, der blev afviklet med finurlige stopbolde og sikre slag fra baglinjen.

Gaston, som er nummer 93 i verden, var bedst med i første sæt, men selv når franskmanden spillede godt, var modstanden for stor.

Mellem første og andet sæt blev Gaston tilset af en læge, men han var efterfølgende i stand til at spille videre.

Men efter andet sæt meddelte Gaston, at han ikke var i stand til at fortsætte kampen.

Gaston var tydeligt berørt af situationen, og Sinner var henne ved franskmanden for at trøste ham.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT