Tauson og makker slider sig tilbage i åbningssejr i Melbourne

20. JAN 2026 • 10:08SPORT

Trods to tabte sætbolde i første sæt lagde Tauson og Pavlyuchenkova ud med en doublesejr i Australian Open.

Tennisspilleren Clara Tauson og makkeren Anastasia Pavlyuchenkova er videre til anden runde i doublerækken ved Australian Open.

Den dansk-russiske duo indledte tirsdag turneringen med en sejr på 6-7, 6-4, 6-4 over Lyudmyla Kichenok fra Ukraine og amerikanske Katie Volynets, der er født i USA, men har ukrainske rødder.

Det er første gang, at Tauson og Pavlyuchenkova stiller op sammen, og det tog da også lidt tid at finde hinanden, men efter nogle startvanskeligheder fik de en lovende debut.

Doublespecialisten Kichenok udstak ordrerne hos modstanderne, og med sin veltrænede placeringsevne og et stærkt netspil sørgede ukraineren for en del nemme point i kampens indledning.

Bagud 0-3 begyndte sammenspillet mellem Tauson og Pavlyuchenkova at falde i hak.

Russeren, der for fem år siden vandt olympisk guld i mixeddouble, hviskede flere gange i øret på sin danske makker, og stille og roligt fik de bragt sig foran med 4-3.

Det tætte første sæt blev afgjort i en tiebreak, hvor Tauson og makkeren fik to sætbolde, men misbrugte begge. Tiebreaken blev i stedet tabt 6-8, da Kichenok ved nettet fik skrabet bolden over.

Skuffelsen sad ikke i dem længe, og Tauson og Pavlyuchenkova viste på ny stærk mentalitet, da de i en tæt indledning på andet sæt bragte sig foran med 3-1.

Føringen blev fastholdt frem til 5-3, inden de foran 40-30 fik tilspillet sig en sætbold.

Den første mulighed for at nappe andet sæt blev misbrugt, da Pavlyuchenkova slog ud over baglinjen, men kort efter blev sættet lukket sikkert i Tausons serveparti.

Dermed skulle affæren afgøres i et tredje sæt, hvor Tauson og Pavlyuchenkova fik den bedste start. Et servegennembrud til 2-1 sendte dem på kurs mod sejren, hvis de selv formåede at holde serv.

Det havde den nysammensatte konstellation ingen problemer med, og efter små tre timers spil fik Tauson med en netflugtning sikret parret deres første sejr sammen.

I anden runde venter enten en duo bestående af Kristina Mladenovic og Hanyu Guo eller Alycia Parks og Dayana Yastremska.

Mens Anastasia Pavlyuchenkova er færdig i singlerækken, er Tauson videre til anden runde. Mandag slog danskeren Dalma Galfi fra Ungarn. Næste opgave er onsdagens møde med usbekeren Polina Kudermetova.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT