Tysker efter afklapsning: Hvem ved om Danmark gav alt
Marko Grgic var efter kampen mod Danmark ikke sikker på, om danskerne overhovedet spillede på 100 procent.
De tyske spillere erkender, at de var oppe imod overmagten, da de tirsdag aften blev slået 40-30 af Danmarks regerende verdensmestre ved VM i håndbold.Hos talentfulde Marko Grgic er respekten så stor, at han efter kampen grublede over, om det danske hold gav alt i kampen.
- Jeg mener faktisk, at vi i perioder gjorde det godt, og på et tidspunkt fik vi reduceret det danske forspring til fire mål.
- Men det var jo kun en mellemrundekamp, og hvem ved, om Danmark overhovedet spillede på 100 procent, siger den 21-årige bagspiller.
Han var også med i den olympiske finale for fem måneder siden, hvor Tyskland fik en endnu større lussing af danskerne.
Og Grgic lægger ikke skjul på sin beundring for det stærkt besatte danske hold med adskillige stjerner fra den tyske Bundesliga.
- Det er altid fantastisk at spille mod sådan et hold. Det er creme de la creme, og når det så foregår med sådan en kulisse med den der "røde mur" bag det ene mål, så er det bare fedt, siger Marko Grgic.
Trods nederlaget til Danmark kan tyskerne spille sig videre til kvartfinalerne med de forventede sejre over Italien og Tunesien i de kommende dage.
/ritzau/