Herning tager intet for givet trods dominans mod Rungsted
Herning-træner forventer, at Rungsted vil frem over isen, når semifinaleserien indledes tirsdag aften.
Herning Blue Fox var overlegen mod Rungsted Seier Capital i Metal Ligaens grundspil og vandt alle seks kampe med en samlet målscore på 39-11.Herning kommer imidlertid ingenlunde til at undervurdere Rungsted, når holdene tirsdag aften indleder semifinaleserien i det jyske.
Nordsjællænderne vandt deres kvartfinalesejr med 4-1 over Esbjerg Energy, og det fortæller alt om, at Rungsted "selvfølgelig skal tages seriøst".
Det fortæller backen Emil Kristensen til Herning Folkeblad.
- De havde et svært grundspil med mange skader, men de er et helt andet sted nu, siger Hernings assisterende kaptajn.
Emil Kristensen har i de seneste kampe været kaptajn i Morten Poulsens fravær.
Ifølge Herning Folkeblad ønsker Herning ikke at afsløre, om Poulsen er blevet klar til kamp.
Træner Garth Murray forventer, at Rungsted vil frem over isen.
Han forventer også, at Rungsted, der har sin "styrke i det offensive", kører med tre angrebskæder.
Det betyder ifølge træneren, at der hele tiden kan ske noget, da Rungsted vil have sine topspillere meget på isen.
Der spilles bedst af syv kampe, så der skal fire sejre til for at sikre en finaleplads.
Herlev Eagles møder det forsvarende mesterhold Odense Bulldogs i den anden semifinaleserie.
Herlev har tirsdag aften hjemmebanefordelen i den første kamp.
/ritzau/
