Riemer før skæbnedyst i Prag: VM er det største der findes

31. MAR 2026 • 10:00SPORT

Brian Riemer har stået i mange store kampe, men han må medgive, at tirsdagens mod Tjekkiet er den største.

Gevinsten er til at få øje på, når Danmarks landsholdsspillere tirsdag aften løber på banen i Prag.

Hvis de lykkes med at slå Tjekkiet, får de fornøjelsen af en VM-slutrunde i USA, Mexico og Canada til sommer.

Derfor er landstræner Brian Riemer flere gange i løbet af de seneste dage blevet spurgt, om kampen er den største i hans trænerkarriere.

Flere gange har han svaret lidt vævende, fordi han også har prøvet store ting i sin tid hos Brentford og Anderlecht. Men på mandagens pressemøde måtte han alligevel medgive, at tirsdagens kamp er af høj karat.

- At komme til VM er det største, der findes for mange fodboldelskere. VM er noget helt ekstraordinært, og hvor mange gange får man lov til at prøve det? Det er nok ikke så mange gange. Derfor går jeg ind til kampen på den måde, at det er det eneste, der fylder noget.

- Sådan havde jeg det også, da vi stod på Wembley og skulle rykke op i Premier League. Men i forhold til hvor vi står nu, og med det, der er på spil, kan man ikke være uenig i, at det her er den største kamp, siger Brian Riemer.

Angriber Rasmus Højlund smiler også ved tanken om at få lov til at sætte støvleknopperne på VM-græs til sommer.

- Vi skal først gøre arbejdet færdigt. Men hvis jeg er heldig nok til at komme til VM, vil jeg være den gladeste person i verden. Det er det største, man kan opnå som professionel fodboldspiller, siger Rasmus Højlund.

Siden nederlaget til Skotland i november, hvor Danmark missede den direkte kvalifikation til VM, har tirsdagens scenarie strejfet ham mere end én gang.

- Rigtig mange gange. Jeg har først og fremmest glædet mig rigtig meget. Det er vigtigt at glæde sig til at spille store fodboldkampe, selv om det er et stort pres.

- Det er en kæmpe fodboldkamp. En af de største, jeg har spillet, hvis jeg kommer til at spille, siger Højlund og kigger smilende på Brian Riemer.

Rasmus Højlund skal nu nok komme til at spille tirsdag. Det har han i hvert fald gjort de seneste mange gange, hvis man ser bort fra ét tilfælde, hvor han var ude med sygdom.

Denne gang har han muligheden for at sparke Danmark til VM.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

30. MAR 2026 • 12:22SPORT
BLÅ BOG: Ny FCK-træner Bo Svensson

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT