Tottenham-profil melder alt godt efter kollaps
Rodrigo Bentancur har det godt på hospitalet, efter at han faldt om i kampen mod Liverpool onsdag aften.
- Alt er godt.Det er den positive melding fra Tottenham-spilleren Rodrigo Bentancur, der onsdag aften kollapsede under pokalmødet med Liverpool.
På Instagram har han publiceret et billede sammen med sin bedre halvdel, hvor han altså melder alt godt og takker for alle beskeder og ønsker holdkammeraterne tillykke med sejren på 1-0 over Liverpool.
Det var ellers nogle uhyggelige scener, der udspillede sig onsdag aften, da Bentancur efter kort tid faldt til jorden i forbindelse med, at han forsøgte at heade til bolden.
Både med- og modspillere reagerede hurtigt, da de kunne se, at noget var helt galt.
Lægerne ilede den bevidstløse uruguayaner til undsætning og fik ham tilbage til bevidsthed, så han efter otte minutters behandling kunne forlade banen på en båre og med iltmaske på.
Allerede i pausen af kampen kunne Tottenham på det sociale medie X oplyse, at Rodrigo Bentancur var ved bevidsthed og på vej til hospitalet til yderligere undersøgelser.
Efter kampen var det stadig uklart, hvad der præcis skete, fortalte Tottenham-træner Ange Postecoglou.
- Jeg vil ikke spekulere, for jeg ved det heller ikke rigtig. Alt, hvad jeg ved, er, at han var ved bevidsthed, da han kom ud. Det var tydeligvis en form for hovedskade, men han var ved bevidsthed, da han forlod banen, sagde Postecoglou.
Tottenham vandt på et sent mål af svenske Lucas Bergvall. Der er returkamp i Liga Cup-semifinalen 6. februar.
/ritzau/