Overkommelige generalprøver skal give VM-holdet ro

9. JAN 2025 • 08:00SPORT

Bahrain skal skærpe det danske landshold før VM-kampe mod hold med en anderledes spillestil.

13 sejre i træk lyder den imponerende statistik lige nu for det mandlige danske håndboldlandshold, der har vundet rub og stub siden en uafgjort testkamp mod Norge i maj sidste år.

Og meget skal gå galt, hvis ikke sejrsrækken er udvidet til 15, når VM begynder i næste uge. På papiret ser de to generalprøver mod Bahrain torsdag og fredag nemlig ganske overkommelige ud.

Under Nikolaj Jacobsens ledelse har Danmark slået Bahrain tre gange med sejrsmarginer på 14, 10 og senest 15 mål, og landstræneren har da heller ikke valgt testmodstander med en tanke om, at hans spillere skal blive matchet på allerhøjeste niveau før VM-starten.

Han forventer i stedet, at Bahrains spillestil vil give hans hold en anderledes taktisk opgave før en turnering, hvor der venter flere "eksotiske" modstandere.

- Bahrain er valgt ud fra, at vi skal møde Algeriet og Tunesien ved VM. På forhånd er det godt lige at møde noget, vi ikke altid står over for.

- I det seneste år har vi mødt Norge, Sverige og Frankrig flere gange, og derfor er det rart at blive udfordret med nogle andre ting. Vi skal tilpasse os en anden spillestil. Derfor er jeg faktisk glad for at møde Bahrain, siger Nikolaj Jacobsen.

Danmark stod senest over for Bahrain i det indledende gruppespil ved VM for to år siden. Her endte det med en klar dansk sejr på 36-21 i Malmö Arena.

Ved den lejlighed opnåede Bahrain faktisk sit bedste VM-resultat nogensinde med en slutplacering som nummer 16 af de 32 nationer efter sejre over upåagtede modstandere som Belgien og USA.

- Vi ved godt, hvor vi står før VM. Vi ved, at hvis vi rammer vores niveau, så skal de andre være virkelig dygtige, siger Nikolaj Jacobsen.

- Det kan være fint at blive testet hårdt, men nogle gange gør det ikke noget, at det ikke er vanvittigt hårde testmodstandere, man har. Så kan man i ro og fred arbejde med de ting, man skal.

Den første af de to testkampe spilles torsdag aften klokken 21. Dagen efter klokken 17.30 mødes de to nationer igen. Royal Arena i København lægger gulv til begge opgør.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT